Når livet former lektionen

En helt almindelig onsdag på sprogcentret skulle jeg som vikar have tre lektioner med et DU1-hold, modul 5. De havde altså en del dansk med sig efterhånden, men stadig meget brug for at træne ordforråd, bøjninger og ordstilling, og jeg havde mødt dem et par gange før.

Var forberedt til tænderne omkring verber i nutid/datid. Havde sprøde kopiark klar til alle, ordkort i flere farver, plancher med eksempler og en omgang gæt & grimasser i baghånden, hvis vores Kahoot tog kortere tid end ventet.

Det blev en noget anderledes dag.

Ind trådte nemlig kun 4 ud af 12 kursister, og stemningen var tung og mørk. På et splitsekund erkendte jeg, at der var lysår mellem dem og de sprudlende lektioner, jeg havde planlagt, og det ærgrede mig. Alt det arbejde!

Erfaringen har dog også lært mig, at det ikke nytter noget at presse planer igennem, hvis målgruppen ikke er modtagelig. Jeg ryddede derfor hurtigt bordet – både fysisk og mentalt – og indrettede dernæst et lille samtalehjørne, hvor vi kunne sidde lidt tæt sammen.

Hvad er der galt?

Det store spørgsmål blev stillet. Med lidt sug i maven, fordi man aldrig ved, hvad der kommer ud af det. Om noget overhovedet. Heldigvis blev der efter lidt betænkningstid også svaret.

En bror til en af mine mandlige kursister var forsvundet i Syrien.

Hvad gør vi nu?

Lige så stille blev der nu sat ord på følelserne, frustrationen og hjælpeløsheden. Danske ord. Vi aftalte, at de andre godt måtte spørge ind til situationen, og så trænede vi ellers ordstilling ved helt aktuelle og relevante spørgsmål og svar. Lige så forsigtigt. Der blev snakket, lyttet og skrevet, tavlen blev fotograferet, og der blev bedt om udskrift af noter.

Hvordan spørger jeg om det?

Sjældent har jeg oplevet så intense lektioner, hvor motivationen var høj, spørgelysten ustoppelig og hensynet rørende. Det skete alt sammen på en meget tragisk baggrund, men sammen fik vi vendt det, så alle på ganske autentisk vis lærte at stille det helt enkle spørgsmål:

Hvem kan hjælpe mig?