Modbydelighed, der driller

Lige nu sidder jeg sammen med min kone med en særlig opgave: at redigere en række noveller, som er skrevet af skrivelystne og skriveengagerede unge. De har deltaget i en konkurrence, hvor de er blevet inspirerede af professionelle forfattere, men derudover har de ikke fået respons eller undervisning.

Tidligere har jeg set på noveller, der er skrevet i klasser, som har haft besøg af forfattere under Kulturministeriets huskunstnerordning og noveller, der er skrevet på fx Brønderslevs forfatterskoleforløb for unge. Og der er ganske enkelt en verden til forskel - en undervisningsverden!!!!

Men en del af det råder vi bod på gennem solid feed back og redaktionel sparring. Det, der er mit egentlige anliggende her, er at udtrykke min undren over, at ords valør tilsyneladende forsvinder. Fx oplever man i novellerne virkelig grusomme overgreb og chikaner, men nogle af de unge forfattere anvender i den forbindelse ordet "drille".

Joh, Espen i Finn Gerdes Espen og de andre hængte sig i snoren fra skolelokummets cisterne, fordi kammeraterne "drillede" ham.

Og joh. Gummi-Tarzan har det skidt, fordi faren og kammeraterne "driller" ham.

Og jojoh, de unge forelskede vælger at drukne sig sammen i Glenn Ringtved og Sanne Munk Jensens Dig og mig ved daggry, for forældrene og omgivelserne "driller" dem.

Skyldes denne manglende bevidsthed om synonymers mulige hierarki, at tidspres og indholdsblindhed i læringsmålenes spotlys har gjort samtalen "effektiv", så der ikke har været tid til at vurdere ord. Dræbe, tortere, forgribe sig på, mobbe, drille....

På sin vis håber jeg, at det er den pressede undervisning, der er medvirkende årsag, for det kan der rettes op på - blandt andet ved OK-forhandlinger.

Er det derimod en del af konsekvensen af fri færdsel på hurtige, "sociale" medier, så er tilstanden straks langt, langt værre...