Mikkel Aslak: Vi misser en afgørende mulighed, når vi kun snakker om skærmtid

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Hvorfor accepterer vi, at Børne- og Undervisningsministeriet og Stuk reducerer digitaliseringen af skolevæsenet til et snævert fokus på begrænsning af skærmtid og en ensidig belæring om teknologiens potentielt skadelige virkninger?

Det er ikke fordi, jeg synes, det er forkert at sætte regler op og pakke skærmene væk, når de ikke skal bruges. Og jeg er også enig i, at vi i en periode har været vidne til en overdigitalisering, hvor kompetencer og tid til forberedelse blev underprioriteret i forhold til udbredelsen af devices og adgang til digitale portaler.

Men i de udmeldinger og materialer, der kommer fra ministeriet i denne tid, er der et markant fravær af fokus på, hvordan man kan arbejde produktivt, kreativt og konstruktivt med digitale teknologier.

Her tænker jeg både på de forskellige udmeldinger, der løbende kommer fra ministeren, og særligt på de 12 officielle anbefalinger om brug af skærme i skolen, som udkom sidste år.

Her har jeg en ny, vigtig anbefaling nummer 13.

Sort-hvide løsninger

Da den store internationale undersøgelse Icils for nylig viste, at danske elevers teknologiforståelse var faldende, kom der prompte et svar på problemet fra ministeren: Mindre skærmtid.

Her er min oplevelse, at flere skoler og forvaltninger i kommunerne har svært ved at acceptere så ensporede signaler. For skolerne og forvaltningerne er klar over, at digitale teknologier både kan og skal bidrage til en varieret undervisning. For teknologierne vil også være vigtige i elevernes fremtid.

Det bliver mere og mere tydeligt, at ministeriet har valgt en ensidig kurs, som langtfra repræsenterer undervisningsverdenens nuancerede virkelighed.

Mattias Tesfayes markante holdning fremstår som en direkte overkompensation for tidligere tiders ukritiske digitalisering. Det er en reaktion, der desværre reducerer et komplekst felt til sort-hvide løsninger.

En lille, højlydt fløj

Ja, der eksisterer en lille, men højlydt fløj, som ønsker at deportere digitale redskaber fra klasseværelset. Men denne gruppe indflydelsesrige influenter er efter min bedste overbevisning ikke repræsentativ.

De fleste undervisere forstår den digitale teknologis dobbelte karakter: Den er både et uundværligt dannelsesværktøj og en kilde til en kreativ og varieret undervisning, og den er forstyrrende, det “lette valg” og kan let føre til distraktioner.

Så længe vi hovedsageligt snakker om skærmtid, misser vi muligheden for at tale om god undervisning, og hvad det kræver.

Vi må lande et sted, hvor debatten ikke drejer sig om minutter og timer ved skærme, bøger og ude eller inde, men om vi vælger det, der giver bedst mening i situationen. Hvis vi skal kunne vælge det bedste – og ikke det nemmeste – må vi også tale om, at det kræver forberedelsestid og kompetencer.

Fra min stol, virker det nærmest bizart, at vi har skærmanbefalinger, som ikke fokuserer på, hvad god skærmbrug er.

Derfor har jeg lavet skærmanbefaling nummer 13.

Jeg er faktisk bekymret for, at vi om en årrække vil se tilbage på en tid, hvor overreaktionerne på digitaliseringen betød, at vi ikke forberedte de unge på deres liv efter skolen. Og så har jeg endda ikke nævnt, hvor vigtigt det er at få de unge til at forstå og bruge kunstig intelligens konstruktivt og kritisk. Det kommer også til at kræve lidt skærmtid.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk