Mig og metodefriheden

Erik Schmidt er lærer i Odense og har et debatindlæg i Folkeskolen nummer 36, hvor han mener, at det bør være muligt at ekskludere medlemmer af DLF, hvis de ikke »makker ret« i forhold til begrebet »metodefrihed«. I det konkrete tilfælde udtrykker han bekymring om mine udtalelser i Folkeskolen nummer 29-33 om blandt andet metodefriheden, som han ophøjer til lærerens ret til at tilrettelægge og udføre sin undervisning ud fra den tese, at metodefriheden i alle henseender giver den mest optimale undervisning og dermed de bedste resultater for børnene.

Som skoleleder er det mit ansvar sammen med lærerne at sørge for, at den undervisning, som foregår på skolen, lever op til folkeskoleloven, hvori det står skrevet, at undervisningen skal tage sit udgangspunkt i det enkelte barn og dermed i dets forudsætninger for at få det optimale ud af undervisningen. Den traditionelle klasseundervisning, hvor lærerens tilrettelæggelse tager sit udgangspunkt i klassens fælles pensum, og hvor der foregår en fælles overhøring af pensum med efterfølgende fælles lektie, er ikke efter lovens intentioner og dermed ikke med differentiering som udgangspunkt. Som det fremgår af interviewet, understreger jeg, at hvis vi mod bedre vidende om de sidste 10-15 års pædagogiske landvindinger inden for den pædagogiske forskning blot fortsætter med at udføre undervisningen i klassen som tidligere nævnt, så lever vi ikke op til lovens krav eller til DLFs ønske om, at undervisningen skal sikres kvalitet og udvikling.

Jeg kan blot med tilfredshed konstatere, at Anders Bondo i sit svar bevarer det kølige overblik og lader den demokratiske pædagogiske dialog og diskussion få rum i DLFs regi.