Metafor 6. Et spadestik dybere

Skal en dreng respektere et nej fra en pige, han lægger an på? Må en far bryde ind på teenageværelset, når hans datter har besøg? – og sætte hende på gaden, hvis han ser noget, der ikke huer ham? Og må en dreng udskamme en pige, han er "færdig" med?

Se, det er spørgsmål, der opstod under læsning og diskussion af H.C. Andersens Svinedrengen, da jeg besøgte en 7. klasse på Bornholm. Inspirationen til denne tilgang fik jeg i den nys udkomne antologi Den etiske H.C. Andersen (Dansklærerforeningen 2018), hvori de to gymnasielærere Tony S. Andersen og Anne-Marie S. Christensen revitaliserer HCAs tekster ved at læse ham i et andet perspektiv. De sætter så at sige spaden anderledes i eventyrmulden og kommer på den måde et spadestik dybere – i det etiske hjørne af fortolkningen, et hjørne som viser, at Andersens tekster er vedkommende for moderne unges overvejelser over tilværelsen; ikke forstået således, at de afdækker Andersens egne opfattelser, men finder tekstens etiske potentialer.

Prinsen accepterer ikke to gange nej fra prinsessen. Han prøver ved list at komme tæt på hende og tilbyder hende sin magiske gryde for ti kys, altså en gave for krop, og siden sin skralde for 100 kys. Vi kan synes, at hun har dårlig smag, men gør det hende til et dårligt menneske? Vi kan synes, at prinsen er meget forhippet på at få prinsessen, men giver det ham ret til at negligere hendes nej'er og forlange kys som modydelse for ting?

Kongen lister sig ind på det opløb, der dækker for hans datters og svinedrengens kysseri, og han viser dem begge på porten. I starten var det ham, der fandt behag i prinsens naturlige gaver, men da hans egen ære kommer i spil, gribes han af raseri. Er det rimeligt, at han lister sig til at overvåge sin datter? Er det i orden, at han forviser datteren?

Prinsen narrer prinsessen til at kysse løs, men da de bliver smidt ud, vil han ikke have med hende at gøre. Han udskammer hende tilmed. Er han i sin gode ret til at handle sådan?

Denne etiske tilgang til eventyret antaster det, man kunne kalde højrebensfortolkningen (jvf. min foregående blog). Og døren går op til, at læsernes egne liv og forudsætninger kan mødes med tekstens ord. I samtalen kommer vi rundt om udskamning og hævn på sociale medier, om forældres ære og børns ret og om kultursammenstød samt om hvorvidt et nej er et nej. Især det sidste spørgsmål fænger, da et par af pigerne hævder, at et nej ikke behøver at betyde nej. Det kommer an på, hvordan det bliver sagt. "Han skal da også vise, at han mener det," argumenterer en af pigerne. Et spadestik endnu dybere bliver pigernes konklusion, at man skal kunne aflæse både ord, tonefald, mimik, kropssprog og kontekst. Ikke alle i klassen er enige i dette, selv om de kan være med på, at det er prinsen der er eventyrets gris.

Men samtalen viser, at H.C. Andersens eventyr er mere vedkommende, når de endevendes med etikkens spade, end hvis de blot holdes ud i strakt eventyrarm. Eventyret kan fortælle mere om tilværelsens kompleksitet end en mekanisk anvendelse af aktantmodellen indikerer.

Ikke lang fra skolen ligger det nye besøgscenter ved Hammershus, som man må runde, når man er på Bornholm; om ikke andet så for at fornemme den behandling Leonora Christina blev udsat for, og som giver farve mellem linjerne på Mit Jammersminde. Jørn Utzon udtænkte i sin tid ideen om dette besøgscenters placering, og nu er det realiseret med Arkitema & Christoffer Harlang som arkitekter. Sidste år kunne man fra borgruinen følge arbejdet, og forventningerne blev stemt. Nu står det imponerende byggeri som indgang til attraktionen, og den fremstår imponerende som den rejser sig op fra kløften. indenfor centrets 2 km mure er der café, kiosk, toiletter og et afsnit med en film, oplysende plancher og digital, interaktiv formidling. Men de fine, store plancher fortæller ikke stort mere end teksten i Turen går til Bornholm. Den digitale formidling tager afsæt i plancherne, og her kan man komme et enkelt spadestik dybere til nogle faktuelle oplysninger. Men jeg savner de spadestik dybere, som giver anledning til refleksion, perspektivering og undren. Det kunne man godt have udviklet i den ramme, som 111 millioner A.P. Møller-kroner har gjort mulig.

Det skyldes, at folk ikke orker at læse så meget, lød vurderingen fra en lokal borger. Men med et forventet besøgstal på 500.000 om året skulle man mene, at nogle tusinde kunne have lyst til at komme et spadestik dybere ned i borgens og øens politiske og kulturelle historie og nutid. Men man vælger at surfe frem for at grave.

Hvad har H.C. Andersen og besøgscentret ved Hammershus så med hinanden at gøre? Jo, i min oplevelse: at den faglige samtale griber til spaden, mens den digitale formidling – trods dens mange potentialer – inspirerer til surfbrættet. Lidt ligesom forholdene i den reformerte og platformiserede skole.