Med Nye Fælles Mål bygger Antorini videre på statens babelstårn

I stedet for at satse på kvalitet og kunnen i målsætningsarbejdet i lærernes og elevernes dagligdag - og lægge midler og kræfter i dét - så har skiftende regeringer, politikere og håndgangne fagfolk gang på gang i 2000-tallets begyndelse demonstreret en markant tro på direkte statsstyring for ”at styrke det faglige niveau i folkeskolen”, som Ulla Tørnæs udtrykker det allerede i 2002.

Her blot et rent kvantitativt blik på udviklingen med Historie som eksempel. Årstallene er for faghæfterne fra og med 1995. I de skiftende faghæfter er målene for historieundervisningen talt op. Optællingen gælder statens styrende og obligatoriske retningslinjer FØR læseplanniveau i de enkelte faghæfter, på 3.-9. klassetrin:

Historie 1995:

• 9 indholdsaspekter, der skal erhverves ”indsigt” i

• 8 regulære færdighedsmål

Historie 2002 (Klare Mål):

• 16 kundskabs- og færdighedsmål (ckf)

• 64 delmål (vejledende, men obligatoriske hvis kommunen ikke beslutter egne delmål)

Historie 2004 (Fælles Mål I):

• 16 slutmål

• 80 trinmål

• 65 veje at gå (vejledende, men obligatoriske hvis kommunen ikke beslutter egne veje)

Historie 2009 (Fælles Mål II):

• 14 slutmål

• Historie-kanon, 29 punkter

• 28 trinmål

Historie 2014 (Nye Fælles Mål):

• 9 kompetencemål

• Historie-kanon, 29 punkter

• 88 videns- og færdighedsmål

Målorgier kan være interessante i sportslige sammenhænge men burde ikke være det i skolesammenhænge – og slet ikke, når det er staten, der melder ud. Tendentielt synes devisen for staten imidlertid at være; jo flere mål des bedre og jo mere detaljerede des bedre. Hvor stammer denne statsforestilling egentlig fra?

Bemærk også, at 2014, som skulle være mindre rent kvantitativt og forenklet i forhold til forgængerne, reelt er dobbelt så omfattende som 2009-faghæftets retningslinjer.