Materialitet?

Armbånd.

Jeg stod ved busstoppestedet en morgen. Jeg havde lige afleveret mine børn i børnehave, og var på vej på arbejde. Der stod nogle stykker andre og ventede. Begge med bøjede hoveder over mobiltelefonerne. Jeg tænkte ikke videre over det.

Der stod også en ung fyr. Han var vel omkring 16 år. Han kiggede ud i luften, som om han nød den stille venten. Efter et stykke tid tog han noget op af lommen på sin jakke. Han vendte og drejede det i mellem sine hænder. Han følte materialet, mærkede strukturen i det og aede det med et smil.

Det var et armbånd. Da han forsigtigt tog det på, lyste øjnene af glæde. Af kærlighed.

Bussens brummen fik mig tilbage i nuet.

Men lige siden har jeg tænkt på, hvilken betydning armbåndet havde. Hvem havde han fået det af? Hvem havde lavet det? Hvorfor betød det så meget for ham?

Materialitet er mange ting. Den nye telefon, fladskærmen eller mærkevaretøjet tænker mange måske. Men materialitet er meget andet. Det er lige præcis dét som fyren gjorde. Han holdt af genstanden, armbåndet. Det havde en historie. Det var lavet med kærlighed. Til ham. Til materialet. Den der havde lavet det, vidste hvordan materialet skulle bearbejdes, for at få det til at se ud på en bestemt måde. Personen kunne sit håndværk.

Tag ansvar.

Og håndværk er ved at være en sjældenhed. Ligesom kærligheden til en genstand, som fyren havde, er. Det ser jeg hver dag som lærer.

Det skal ændres. Og alle voksne omkring børn og unge er ansvarlige. Tag dem med på værkstedet. Lad dem bygge huler i træerne. Lad dem skille ting ad, for at samle dem igen. Giv dem arvestykker med historier, fra da mormor var barn. Fortæl dem historier fra din egen barndom!

Gør noget. Nu! Hvis ikke det sker, mister vi mange af vores børn og unge til elektroniske zombieskæbner.