Maskinmanden fylder fyrre

I 2018 kan snart sagt alt ske på den musikalske front, og uimponeret tager vi det meste for givet. Men i 1978, da albummet ”The Man Machine” udkom, så verden anderledes ud: En genre var en genre, og mellem disse var der ubrydelige, vandtætte skotter. Alle disse hybrider, som i dag er kutyme, var dengang komplet uhørte. Elektronisk musik var noget, der hørte avantgarden til. Denne antagelse gjorde tyske Kraftwerk en gang for alle op med på denne plade. Ironisk nok så de sig selv mere som videnskabsmænd end musikere, ja måske ligefrem som maskiner.

Neonlys og fotomodeller

Mange forbinder musik og sangskrivning med store følelser og nærvær, men Kraftwerk tog denne tilgang til den modsatte ekstrem. Som observatører holdt de inderlighed og intimitet i en pæn armslængde for at give lytteren en chance for at danne sine egne billeder. Ikke helt uden humor og ironi fortæller de seks sange, som ”The Man Machine” indeholder, om alt fra fotomodeller og robotter til storbyens lyshav. I 1978 stod den ellers på disco og punk, men Kraftwerk var alt andet end dette. Ja, hvad kan man forvente af et gruppe, der end ikke havde en telefon. De ville arbejde uforstyrret.

Eftermælet

”Vi spiller ikke maskinerne; maskinerne spiller os” skal Kraftwerk have sagt. I 1978 var de bestemt også på forkant med resten af verden. Deres selvopfundne musikalske teknologi gjorde det muligt for Düsseldorf-kvartetten at skabe helt unik, programmeret pop-musik. Indenfor få år havde resten af verden dog indhentet deres vision, men Kraftwerk vil for altid være de første, de største og de bedste. ”The Man Machine” kan varmt anbefales til både mennesket og maskinen i dig.

https://youtu.be/TDLhBYqNzv8

https://youtu.be/9YCZVeIJ8xk