Det er med gru man år efter år kan konstatere, at de unge ikke vil være lærere
Der mangler ansøgere til læreruddannelsen. Man forsøger at lokke med, at der nu kommer en ny læreruddannelse, men det er egentlig en kendt sang. Man søger læreruddannelsen, fordi man vil være lærer, nok ikke fordi man vil være lærerstuderende – på den lange bane.
Det er politikernes ansvar til enhver tid, at vi har en solid læreruddannelse, der virker tiltrækkende på de unge og som sætter dem i stand til at være lærer.
Jeg bliver top-provokeret af, at man taler om at spilde sit snit fra gymnasiet ved at læse til lærer. Se til Finland, hvor det kræver højt snit at blive lærer, og hvor læreren vises respekt fra samfundet.
Vi har brug for lærerstuderende og uddannede lærere. Det er os, der skal undervise Danmarks børn hver dag.
Det er meningsfyldt arbejde at være lærer
Undervisningsrummet er et godt rum at træde ind i. At formidle sit fag og udvikle undervisning, der er motiverende og meningsfuld for eleverne.
Jeg går nogle gange rundt og tænker, at her er en, der kan tale fransk, og her er en der ved alt om dyr. Her er der en, jeg kan spørge om alt om historie. Og her er der en, der har forstået kemi. Her har vi lige to, der kan lave mad, som jeg kun læser opskrifter om. Og her er der en der ved alt om begynderlæsning. Her er en kreativ sjæl.
Det er fagenes fest at være en del at et lærerkollegie.
Når matematiklæreren ikke er uddannet matematiklærer
Det er noget, der sker hver eneste skoledag. Der kan da ikke være noget lettere end at undervise i matematik i indskolingen. Hvis man bare kan de små tabeller, så er det da vejen frem for en karriere som indskolingsmatematiklærer.
Det er da også tillokkende, men det kræver bare så meget mere, end at være god til de små tabeller. Det kræver en læreruddannelse med matematik som undervisningsfag.
Samfundets fundament
Det er nok på tide, at man får gjort noget alvorligt ved situationen. Der skal meget mere end et par smarte overskrifter og lidt tid fra Christiansborg til.
Man skal til at interessere sig for folkets opfattelse af folkets skole. Man skal se folkeskolen som en højborg for børnenes udvikling, trivsel og læring. Man skal investere i folkeskolen. Man skal skabe meget bedre rammer for lærerne. Man skal kunne være stolt af sin folkeskole.
Folkeskolen er samfundets fundament. Flere æbler til lærerne.
Man vil ikke være lærer
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.