Tak for væsentlige og konstruktive kommentarer til min anmeldelse af "Efter inklusionen" fra Hans Houmøller, Kenneth Mandrup, Jan Thrane og Ryan Ferdinandsen, som i mange år har efterlyst en genoprettelse af psykologuddannelsen cand. pæd. psych. og kritiseret manglende respekt for lærernes kvalifikationer og dømmekraft, og fra Lærke Grandjean, som ud fra sin inspiration fra Gert Biesta taler for livsoplysning, ligeværd og demokrati og lærerens centrale rolle. Endelige har John Aasted Halse via facebook gjort mig opmærksom på, at der faktisk var medarbejdere på DPU, der i 2014 kritiserede skolereformen voldsomt. Han nævner sig selv og Per Schultz Jørgensen.
Jeg skal passe på, at jeg ikke generaliserer. Det var ikke alle de nuværende medarbejdere på DPU, der svigtede i 2014. Men det var først og fremmest DPU-leder Claus Holm og indflydelsesrige, toneangivende forskere som Niels Egelund og Lars Quortrup, der burde sige undskyld til lærerne for deres fatale fejltagelser. Der var også dengang forskere, der var påfaldende tavse.
Der har været tilløb til, at politikere har indrømmet deres fejltagelser, bl.a. Marianne Jelved og de radikale, men ellers er undskyldninger udeblevet. Blandt dem, der ikke reagerede på det barske konkurrencestatsinspirerede menneskesyn var folkekirken og Grundtvigsk Forum. Det havde jeg forventet.
Bogen "Efter inklusionen" er en spændende og inspirerende bog, men det er bemærkelsesværdigt, at Claus Holm fortsætter samme linje, som var bærende for skolereformen. Det centrale i folkeskolens undervisning er ikke opdragelse til demokrati, tilværelsesoplysning og fællesskab, men læring, der fører til, at eleverne mestrer deres egen læring. Eleverne skal skabe deres identitet gennem arbejdet, og det vil sige, at hensynet til arbejdsmarkedet prioriteres højt.
Imidlertid er der mange borgere i vores samfund, der ikke er i stand til at arbejde, eller for hvem arbejdet ikke er det primære. Ligesom i forbindelse med konkurrencestatstænkningen bliver altså de ifølge de nævnte synspunkter en belastende og irriterende restgruppe, en slags borgere på anden klasse, som folkeskolen ikke skal interessere sig for.
Hvor er forskellen på skolereformens katastrofale tænkning og de synspunkter, Claus Holm fremfører?
Der er i allerhøjeste grad brug for en demokratisk skole, , for tilværelsesoplysning og etisk, historisk og æstetisk dannelse på et tidspunkt, hvor værdierne i folkeskolens formål er truet.
Sigmund Ongstad, Oslo Metropolitan Universitet gør i bogen "Didaktik i udvikling" rede for, at der er kommunikationsproblemer mellem forskellige niveauer i didaktikken. Der er en didaktik på lærernes praksisniveau, et lærerudannelsesniveau og et forskerniveau. Der er alt for lidt kommunikation mellem de tre niveauer, og oftest lyttes der kun til forskerne, når embedsmænd og politikere sskal sætte nye tiltage i værk. Ongstad har taget initiativ til, at dette forhold forbedres.
Forholdene er efter min mening de samme i Danmark. Der er alt for lidt respekt for lærernes kompetencer og dømmekraft. På mig virker det som om forskerne ikke er særlig interesseret i folkeskolen, men i alt for høj grad er interesseret i at please den til enhver tid siddende regering for at skabe penger til projekter og også i for høj grad er optaget af, hvad der i en international sammenhæng giver anseelse.
Både i "Efter inklusionen" og i pædagogisk litteratur i det hele taget refereres der kun til fiorskeres værker. De mange glimrende indlæg, der blev fremfært i forbindelse med kritik af folkeskolen af lærer, er derikke refereret til.
Magtelitens ulidelige arrogance
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.