Må man læse med mad i hånden?

Mad, bøger og samtale har altid levet i et anspændt forhold, så salig Emma Gad havde stof til overvejelse. Man må ikke spise og læse i bøger samtidigt. Man må ikke tale med mad i munden. Man må ikke tale med mad i hånden, siger den døve. Og man kan ikke både læse og have mel i munden, kunne man mene.

Men ved BogForum har man flyttet bøgerne fra indgangsdørene til de voksnes bogmekka til fordel for en madscene, hvor en stor skare af betalende gæster sidder og ser på, at to mænd i selvlysende 3f-smækbukser får tilberedt og serveret omelet. Og madosen lægger sig kvalmt over entreen, mens de, der ser de to seje arbejdere fortære morgenmaden, smiler og klapper.

Men vel gennem madosen tager bøgerne over. Samtaler og præsentationer og rigtige bøger møder en. Her er det forventede, men også det glædeligt overraskende. Jeg noterede mig især en samtale mellem Marianne Jelved og Ove Kaj Pedersen på djøf-forlagets stand. Her anerkendte Jelved Ove Kaj Pedersens arbejde som videnskabelig analytiker, men underkendte – i modsætning til Corydon og Antorini – hans fremtræden som politisk profet (mine overbegreber). Hun anvendte den finansministerielle og embedsmandsstyrede overtagelse af lærer"overenskomsten" og folkeskolereformen som eksempel, og hans modsvar var svagt!

Men ellers var samtaler af en vis overfladiskhed gennemgående for det, jeg havde lejlighed til at høre. Der var en surfen og skøjten hen over forfatternes liv, deres seneste bog og deres næste. Med mulighed for at købe bogen og få den signeret efterfølgende.

Denne oplevelse får mig til at citere lyrikeren Caspar Eric fra dagens Information: "At læse og tænke over noget, man ikke helt forstår, eller bare læse noget udfordrende i bare 30 minutter uden at miste koncentrationen, er noget, vi bliver dårligere til."

Ja, og hvad skal vi gøre ved det, for vi kan vel ikke bare overlade det til markedskræfterne og den digitaliserede skole. Samtaletyperne på BogForum er nok salgsfremmende, men de er også litteraturhæmmende i den forstand, at de minder om en digital overfladiskhed i al deres surfpræg.

Det er den digitale revolution, som giver os adgang til enorme mængder af viden, som kan fremkaldes på sekunder. Og hurra for det. Men det er også den digitale udvikling, som kan skabe populistiske bobler og sprede fake news på splitsekunder. Det kan ødelægge piger i puberteten, hvis de udstilles nøgne på nettet. Og det kan få fascister til at marchere i Polens hovedstad.

Vi kan groft sagt vælge mellem to veje i danskundervisningen: Lave digitalfri lektioner med fordybelse i læsning og samtale md argumentation. Og så i øvrigt arbejde digitalt, hvor det giver mening. Eller lefle for de unge og kun give dem det, de kender i forvejen på de medier, de elsker. Og i det hele taget undgå det, der forekommer dem svært eller fremmed.

Det første kaldes undervisning, fordi det udvider elevernes nysgerrighed , deres rodnet, deres verden og evne til at håndtere den. Det andet kaldes selvmotiveret aktivitet, som nok kan beriges med nogle læringsmål, men som understøtter det rodløse og letbevægelige menneske, der har svært ved at overskue udstillingen af andre og eget medløberi.

Forgrovet stillet op – ja. Men vi forsynder os imod elevernes ret til at få et ordentligt liv, hvis vi ikke tager dem så alvorligt, at vi vil dem noget andet og mere end at få skolen overstået med et tal lidt over gennemsnittet.