Lyt og yd støtte

Det er godt at høre, at trusler og vold fra elevers side ikke længere skal indgå som en 'naturlig' del af lærernes arbejde. Anderledes stiller det sig for lærere, der rammes af eller udsættes for psykisk terror/trusler fra forældreside ved for eksempel langvarig og tavs fremmøde i undervisningen udmundende i . . . hvis du ikke trækker dig, så . . .

Hørende til under den sidst omtalte gruppe af lærere vælger jeg at stå frem. Ved åbenhed kan jeg forhåbentlig medvirke til en bredere debat om årsager til psykisk arbejdsskade, og at det ikke kun skyldes elevers vold og trusler.

Det odiøse i at være berørt psykisk af en arbejdsskade forhindrer ramte lærere i at stå frem og med dette en manglende anerkendelse af det skete. Og med manglende anerkendelse af psykisk arbejdsskade forstærkes oplevelsen af afmagt samt en fastholdelse i en unuanceret bearbejdelse af følgevirkningerne.

Litteratur om kriser har for mit vedkommende ført mig frem til følgende konklusion: . . . at psykisk arbejdsskade er en normal reaktion på et unormalt arbejdsmiljø . . . og at en officiel anerkendelse af det skete vil fuldgøre en nuanceret helhed af dette billede.

Hvor meget skal man fortælle, og er kollegerne i det hele taget interesseret! Det er utrolig vigtigt, at kolleger lytter, støtter og tror på det skete. Såvel ved denne form for krise som al anden er de psykiske eftervirkninger svære at forstå- ikke kun af den ramte selv, men også af andre. Der skal ikke mange oplevelser til med hensyn til kolleger, der kigger væk eller undlader at hilse, før følelsen af nederlag og skyld forstærkes.

Det er især af stor vigtighed, at lederen kontinuerligt giver sig tid til at lytte og yde støtte, når den ramte beder om dette. Udtalelsen . . . at man skal tage sig sammen . . . vil uvægerligt stoppe yderligere henvendelser. Hvor skolen er berørt af manglende personalepolitik, vil årsagen/-erne til skaden forties ihjel.

Må et forslag til en større forståelse for psykiske arbejdsskader være, at Danmarks Lærerforenings tilknyttede psykologer i al mindelighed medvirker ved temaaftener på landets skoler eventuelt i samarbejde med en tidligere ramt lærer.

I min fraværsperiode og specielt i mit forsøg på en tilbagevenden til arbejdet som lærer savnede jeg ud over enkeltsamtalerne et tilbud om gruppesamtaler med ligestillede under supervision af psykologer. Vigtigheden af at dele erfaringer og oplevelser på egen krop er og vil være af stor betydning.

Skal folkeskoleledernes kompetenceområde fortsat indeholde såvel det fagligt administrative som det pædagogiske!?

Udtalelser i artiklen 'Hva'for en personalepolitik', Folkeskolen nummer tre, 1997, indicerer, at det for en del lederes vedkommende kan være og endog er alt for krævende en opgave at forene disse områder. At være en god administrativ leder fører ikke automatisk til pædagogisk og psykologisk at lede og turde tage ansvar i samarbejdet med mennesker.

Hvis der samtidig med manglende formåen pædagogisk-psykologisk er mangler i den administrative planlægning, kan det få katastrofale følger for den/de ansatte lærere i form af arbejdsskade og kan medføre . . . ændring af personlighed, fyring med økonomisk tab til følge . . .

For de ramte er det dyrebare erfaringer - menneskeligt som økonomisk - og uforståeligt, at det ingen konsekvenser får. I sidste ende er samfundet bærer af de økonomiske og menneskelige ressourcer, der spildes.

Lærer