Lysten til at gå i skole

Det er ikke »lyst til at gå i skole«, der afgør, om man kommer i skole eller ej. For at sikre uddannelse til alle borgere har de fleste udviklede samfund indført deltagelse i undervisning som en »social værnepligt«. Den er ikke begrundet i ønsket om at opfylde elevernes umiddelbare behov, men overordnede, tvingende krav til borgerne, der skal bevare og udvikle et levende demokrati.

Det er i det perspektiv derfor heller ikke elevens umiddelbare lyst til/behov for, der kan stykke en undervisning sammen. Slet ikke i forhold til en også ønsket social mobilitet. Der er masser af belæg for, at den »umiddelbare lyst til« vælger »forkert«. Det bekræftes blandt andet i bogen »Borgerlige ord efter revolutionen«, som Christine Antorini er medforfatter til.

I bogen, som er fra 1999, noteres, at »20 procent af alle skolebørn får grundlagt en karriere som tabere i folkeskolen«. Men at Christine Antorinis ideelle skole: »Nu har vi afskaffet den sorte skole - ubehaget ved at løse andengradsligninger - vi har elimineret forskellen på skolen og højskolen« - og de forgangne års større valgfrihed for elever og lærere, netop var årsag til de 20 procent tabere, havde Christine Antorini tilsyneladende ikke forstået.

Heller ikke børne- og undervisningsministerens forslag til ny skole tyder på en sådan forståelse for en folkeskoles overordnede funktion og den aktuelle skoles struktur og pædagogik.

Løfterne om: »sjovere, mere spændende« kan ikke bære. Og løfterne om: »mere faglighed« vil gennem de: »flere valgfag« forsvinde som et stykke sukker i en kop te.