Lutter spilfægterier

Det er, som om virkeligheden trænger sig på i cand.psych.ernes verden, om end viljen til at se til bunds i det råddenskabsbefængte rodnet endnu mangler. Der pilles forsigtigt ved Ole Vig Jensens lighedsideologiske monster, men uden at røre ved det fundamentale. Man har for meget i klemme. Derfor bliver det ikke til andet end sølle bortforklaringer og udenomssnak. Vagn Rabøl Hansen og John Andersen forsøger at teoretisere sig ud af miseren i Folkeskolen nummer 6. Med et skarpt snit gennem det hele skiller man læring fra undervisning og håber på lidt dulmende, langtidsvirkende effekt. Jo, for nu skulle det da give mening at tale overbevisende om børnenes ansvar for egen læring, medens lærerne kan beholde ansvaret for undervisningen. Kejserens klæder har fået et nyt, allerdejligst hokus pokus-snit over sig. Et nyt mageløst bedrag er søsat. Og mon ikke det kan holde et års tid eller to. Cand.psych.erne kalder det for præcisering og nuancering af begreberne. Det lyder ligesom bedre. Med blikket på det udvidede tekstbegreb, der har formået at udvande danskfaget til alt og ingenting, er det nok klogt nu at indsnævre det udvidede undervisningsbegreb lidt og røre lidt ved folkeskolelovens undervisningsødelæggende projektdille. Kan man mon ikke bibeholde projekteriet og blot henvise til det ønskelige i, at indholdet reflekteres og sættes i system? Kan man ikke bare sige, at lærerne skal sørge for det? Har man mon så ikke overbevisende talt sig til rette med både projektdillen og fagligheden. Lutter spilfægterier i blinde, så længe man viger tilbage fra at drage skolens lighedsideologiske, ensgørende middelmådighedsideal i tvivl. Så længe man stadig må forlade sig på undervisningsdifferentieringens tomme vindæg i en fortsat kollektivistisk udelt skole.

Vagn Madsen

Brønderslev