Louise Klinge: Sådan kan vi styrke alle børns tryghed

I januar måned overtog jeg undervisningen i en indskolingsklasse. Ledelsen, lærerne og jeg ville sætte fokus på udeskole, leg og bevægelse for at styrke fællesskab og skoleglæde i en klasse, der socialt er udfordret.

Der var stunder med fordybelse og smil, men også alvorlige konflikter, som mange lærere genkender. Børn sparkede hinanden, råbte eller løb væk – også selvom vi ofte var ekstra voksne omkring dem.

For at forstå den adfærd må man træde nogle skridt tilbage.

Vi har som samfund skabt opvækstbetingelser, der hæmmer nogle børns udvikling af sociale færdigheder, impulskontrol og selvregulering. En stigende andel er nemlig grundlæggende utrygge og usunde. 

Børnene har haft langt flere skiftende voksne i deres tidlige barndom, end vi havde. De er startet tidligere i skole til længere skoledage med mere travle lærere. De har set vanvittige ting på skærme, vi aldrig så, og haft mindre nærvær med voksne, fordi vi selv kiggede ned i vores skærme. Oveni sover og bevæger de sig mindre og får langt flere usunde fødevarer og drikkevarer. 

Utryghed og manglende sundhed har mange ansigter – også voldsom, afvisende og provokerende adfærd. 

Selvom flere børn derfor har komplekse problemstillinger, er der alligevel ikke blevet ansat flere fagpersoner eller investeret i fleksible miljøer, hvor børn kan være i mindre grupper og finde ro.

Vi må forbedre den jord, børnefrø lægges i. Insistere på høj kvalitet i daginstitutionerne, begrænse techgiganternes opmærksomhedsrøveri og skabe rammer i skolen, der muliggør motiverende undervisning og tid til relationsdannelse.

Noget kan gøres nu, og jeg anbefaler her fem konkrete tiltag. Afsættet er, at nogle børn i dag befinder sig i så stærk følelsesmæssig ubalance, at der er brug for akut stabilisering. Som supplement til både engagerende undervisning og akutberedskaber.

1. Begræns skærmbrugen. Sundhedsstyrelsen anbefaler højst en til to timer dagligt, og mindre er bedre. Nogle børns følsomme hjerner bader i et dopaminhav fyldt med stjerner og bling-lyde, og deres negative adfærd fremstår som belastningsreaktioner på alt for meget skærmtid. De mest sårbare får ofte mest iPad, selvom det er det sidste, de behøver. Mange overstimuleres i løbet af skoledagen af musik om morgenen på smartboardet, såkaldte læringsspil i timerne og ældre elevers hoppen rundt på sociale medier, udsendelser under frokosten, og i skolefritidsordningen kører MGP i perleværkstedet.

2. Brug ikke forældrekontakt som trussel. Det er forståeligt, at man som lærer i afmagt tyer til truslen om at kontakte hjemmet, når børn for eksempel ikke vil ud til frikvarter – for det får ofte børnene til at gøre det, man ønsker. Mange har nemlig erfaret, at konsekvensen derhjemme er at få skældud eller få stuearrest. Men når børn handler af frygt for konsekvenser derhjemme, kommer mange af dem endnu mere i alarmberedskab. Det skaber mistillid til læreren og vrede mod kammerater, der måske afslører noget, og den pædagogiske opgave udliciteres til forældrene, som ikke nødvendigvis har forudsætningerne for at håndtere den vellykket.

3. Hjælp forældrene. Nogle forældre mangler viden om børns behov, og medmindre de konkret støttes i, hvordan de bedst kan hjælpe deres børn, vil børnene undgælde. Forældrene skal oplyses om, at skærmtid højst bør foregå halvanden time, at børn behøver cirka ni timers søvn for at fungere med impulskontrol og empati. Det kræver ofte, at der skal insisteres på slukkede skærme – og at forældrene skal holde fast, også selvom børnene får en nærmest monsterlignende adfærd.

4. Giv børn en udvej. Når flere mangler impulskontrol, opstår der let larm og kaos. Børn i alarmberedskab har brug for en udvej. Hvis der ikke er ledige steder på skolen, hvor man kan finde fred, må der være tæpper i klassen, som kan lægges over bordet og skabe en hule, så barnet indimellem kan skærmes for stimuli. Hav rolige frikvarterstilbud, sådan at alle ikke altid skal ud, hvor det ofte ender i store konflikter, fordi frikvartersrammen kan være uoverskuelig.

5. Styrk socialisering gennem gode samspil. De børn, der let ender i konflikt, har brug for erfaringer med positive samspil, og det sker bedst i mindre enheder. Tilrettelæg undervisningen, så det ofte bliver muligt at have de værdifulde samtaler med få børn ad gangen, hvilket styrker tillid og tryghed. Stationsundervisning og udeskole er meget værdifuldt. Udeskole i naturen beroliger børns nervesystem, skaber flere deltagelsesmuligheder og styrker børnenes fællesskab.

Som lærer er det en udfordring at finde balancen mellem styring for at undgå kaos og given plads, så børnene kan udvikle selvregulering. Man kan styre hårdt til ro, men det giver ikke børnene indre ro. Stram styring har omkostninger for motivation, tryghed og skoleglæde. Hvis ikke børn udvikler selvregulering, bliver regler og normer ikke opretholdt, når vi vender ryggen til. Man får mere vild og asocial adfærd – både når børnene går ud i skolegården, og når de går ud i livet.

Indtil vi som samfund forbedrer opvækstbetingelserne, må skolen gøre det, der styrker børns tryghed. Sådan at de alle kan handle i overensstemmelse med deres ønske om at være en del af positive fællesskaber. De fem anbefalinger kan medvirke til at støtte det.