Løn som fortjent …

Så kom Lønkommissionens længe ventede rapport. De første reaktioner var helt som forventet. Organisationer, der i 2008 strejkede for »mandeløn til kvindefag«, peger fortsat på et ligelønsproblem. Og arbejdsgiverne mener fortsat, at der er behov for fleksible arbejdstider og mere decentral løn.

Men rapporten viser først og fremmest, at det er kompliceret at fastlægge en faggruppes løn, og at det er vanskeligt - på et entydigt grundlag - at foretage sammenligninger.

Det gælder også lærerlønningerne. Eksempelvis når gruppen af tjenestemænd tillægges et teoretisk beregnet pensionstillæg, som i øvrigt er det dobbelte af den hidtil anerkendte værdi. Det forhøjer lærernes gennemsnitsløn og gør - sammen med andre parametre - tallet misvisende i forhold til den fremtidige lønfastsættelse. For om få år er der alene overenskomstansatte lærere tilbage.

Kommissionen skriver, at der fra flere grupper er positive tilkendegivelser om decentral løn. Men samtidig at det »i mindre grad gælder på undervisnings- og forskningsområdet«. Det sidste er helt rigtigt set - om end noget af en underdrivelse.

Da mænd og kvinder med samme erhverv i det store og hele får samme løn for samme arbejde, er der ikke problemer i ligelønslovens forstand. Derimod er der et meget kønsopdelt arbejdsmarked. Og der er reel forskel på aflønningen navnlig mellem mandsdominerede erhverv i den private sektor og kvindedominerede erhverv i den offentlige.

Det er samtidig bemærkelsesværdigt, når redegørelsen viser, at det ikke giver et tilstrækkeligt afkast at tage en mellemlang videregående uddannelse. Det vil sige uddannelsesniveauet for store kvindegrupper på det offentlige arbejdsmarked, blandt andet læreruddannelsen. For disse grupper er afkastet 27 procent, hvilket er forholdsvis lavt i relation til de korte uddannelsers afkast på 20 og de længerevarende uddannelsers afkast på 48 procent.

Lønkommissionen dokumenterer et behov for at ændre på det kønsopdelte arbejdsmarked, og at det skal kunne betale sig at tage en uddannelse. Det bør også gælde på DLF's område, hvor over 70 procent er kvinder. Hvordan sikrer vi en mere ligelig kønsmæssig balance - på både lærer- og lederområdet? Og - ikke mindst: Hvordan sikrer vi, at uddannelse i endnu højere grad kan betale sig?

Rapporten er ikke en facitliste. Men et arbejdsredskab for aftaleparterne, som forhåbentlig kan medvirke til, at offentligt ansatte får løn som fortjent.