Listedanmark

Danmark er gået amok i sammenligninger og lister. Lars Løkke drømmer ligefrem om, at vores universiteter og skoler skal være i top 5 på globale lister. Det såkaldte skoleråd (som i virkeligheden er et evalueringsråd, og som derfor kun kan få øje på evalueringsproblemstillinger) løber logrende i hælene og vil derudover gerne have kompetence- og trinmål for elevernes dannelsesprocesser, så der kan laves nogle nye lister. Det såkaldte 360 graders eftersyn af Folkeskolen (som i virkeligheden er et 2 graders eftersyn) handler også om at forbedre en listeplacering. Endelig er det er ikke kun den pædagogiske sektor, som er plaget. Spadserer man en tur i Silkeborg, kan man over hospitalets hovedindgang se, at der står ”nr. 1 i Danmark”. Det er hele landet, der er ramt. Samtidig er man næsten ophørt med at diskutere, hvilken skole og hvilket universitet, man ønsker, vel at mærke uafhængigt af disse lister. Ingen taler om, hvad en dansk skole er og ingen taler om, hvad et skandinavisk universitet er. Det kan reduceres til at ligge i top-5 på en liste. Man taler kun om det, der kan komme på lister, og hvis man endelig vil tale om noget andet, så skal det gøres ”listebart”. Det næste skridt bliver at lave lister over dem, der laver lister. F.eks. Evalueringsfolk og politikere. Har vi evalueringsfolk i top 5? Jeg er bange for det, fordi verdens dygtigste evalueringspraktikere er virkelig nogen, man skal undgå. Og hvad med politikerne? Har vi dem, der kommunikerer klarest, der er mest i overensstemmelse med en populistisk folkevilje, og som omgiver sig med den mest effektive spin? Jeg er bange for det, fordi alt oversættes til simple one-liners og listerytteri. På denne måde kommer hele Danmark, både dem, der laver lister, og dem, der prøver at leve op til dem, til at ligge nr. 1. Vi kan alle sætte et ”nr. 1 i Danmark (og måske endda i verden)-skilt” op over hoveddøren. Men desværre er der ikke noget ved det hele. Der er intet liv. Vi er verdensmestre i ingenting. Listedanmark. Hvis man endelig skal rende efter disse lister, så gælder det om at ligge i midten. Det vil være tegn på en passende ligegyldighed over for den globale digitalisering, og det vil være et tegn på, at der er nogen, der interesserer sig for, hvad en skole eller et universitet, der ligger heromkring, er, og som arbejder opmærksomt og åbenhjertigt med de problemer, der opstår hen ad vejen. Så kunne man også nedlægge alle disse evalueringsorganer og bruge pengene på at realisere nogle dygtige læreres ideer.