Legenden Gardner

En legende i uddannelsesverdenen kaldes amerikaneren Howard Gardner i Folkeskolen nummer 8. Og denne legende har nu igen beæret vort ringe land med sit besøg og sit budskab. Men Gardners budskab må bortset fra sin underholdningsværdi bestående af diverse humoristiske parenteser og bogstavrim, der imponerede Folkeskolens referent, siges at være aldeles værdiløst. Hans mageløse ideer med de tusinde intelligenser - de har det jo med at yngle - er ikke andet end en katalogisering af noget, enhver lærer har vidst til trivialitet. Kongstanken bringer altså ikke pædagogikken et hanefjed videre. Alt er gammelkendte travere, der har været anvendt dagligt i umindelige tider i folkeskolen.

Heller ikke hans tale om det uanstændige i at undervise børn med specifikke læringsprofiler på samme måde bringer noget nyt ind i folkeskoledebatten. Bortset fra at den måske kunne pirke lidt til den dårlige samvittighed hos de politikere og ideologiske pædagoger, der står bag den udelte folkeskole, der i ensgørelsens hellige navn er indrettet på at overse, at børn kan have specifikke læringsprofiler. Men lur mig om nogen i festsalen lod sig anfægte af Gardners angreb på udeltheden. Måske lænede man sig endnu en gang op til den virkningsløse undervisningsdifferentiering, som fænomenet fra Amerika end ikke kunne få sig til at nævne.

I stedet for leverede han sit undervisningsødelæggende bidrag med sin ide om, at skolen i stedet for at give børn sammenhængende faglige kundskaber skal lade dem flyde ind i store brede emnekredse, hvor der vel af og til kan falde lidt vidensbrokker af. Også Gardner vælger pjattet frem for seriøsiteten. Og det beror hans legendariske popularitet på.

Vagn Madsen

Brønderslev