Legegrupper i frikvartererne – go eller no go?

Foto: Flickr.com/Lav Ulv

Jeg tror, at de fleste lærere kan nikke genkendende til at blive mødt af elever fra ens klassen på gangen, når frikvarteret er overstået. Der er opstået en konflikt mellem flere fra klassen, og nogle er kede af det.

Eksemplet ovenfor er måske mere regel end undtagelse - især hos de yngre elever. Der er nemlig ekstra meget på spil, når de sociale spilleregler skal udfoldes uden klasseværelsets trygge ramme. Den nye arena har en helt anden radius, og bare på det parameter kan eleverne blive udfordret – for hvor løber de hen og med hvem?

Her kan legegrupper noget – eller kan de?

Fordele og udfordringer ved legegrupper

Fordelen ved legegrupper er, at læreren kan opstille sammenhænge, hvor elever får kendskab til hinanden bredt. Man kan som barn få øjnene op for nye relationer, hvilket kan give et bredere bånd til flere forskellige venskaber i klassen. Legegrupper er et udmærket redskab til at få elever ud af en komfortabel zone med de sædvanlige bekendtskaber, og så er det en måde at sikre, at ingen står uden selskab i en pause. En yderst sympatisk tanke som vel er gennemsyret af den danske velfærdsmodel, hvor vi ønsker et stærkt fællesskab - et fællesskab for alle og ikke blot dem, der selv magter at skabe det.

Samtidig kan mine tanker omkring legegrupper også dreje mod en følelse af kontrol. Vi lever i 2021, og gennem en del år efterhånden har forældre, lærere, pædagoger og voksne generelt i højere grad år for år bemægtiget sig børns frirum. Legegrupper, spisegrupper, frikvartersgrupper - både i timerne og i pauserne er voksne inde over som managers i trivslens tjeneste.

Ind imellem kan jeg blive ramt af tanken om, hvorvidt vores børn lærer selv at navigere i de sammenhænge, som vi håber, de senere i livet skal mestre, når voksne i så høj grad er klar til at fylde pauser og fritid ud med strukturer og aftaler.

Det styrende frirum

Personligt lægger jeg mig nok et sted mellem disse to udsagn. Alt med måde!

Jeg kan virkelig godt lide vores danske tanke om, at trivsel er for alle. Men samtidig mener jeg også, at børn selv skal lære at finde i relationer og sammenhænge - og så har de små væsner også krav på frirum.

Jeg ser store udfordringer med tidens trend om struktur i mange af både timerne samt pauser, da man også som elev skal lade op mellem undervisningspas.

Derfor synes jeg, at legegrupper og andre lignende tiltag skal benyttes i moderat omfang og ikke blot som en fastlagt ramme i klasser generelt.

Vores børn skal også have lov at mærke, at strukturer falder væk i en pause.