Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Debat

Lærerstuderendes forperson: Vi skal i høj grad tiltrække studerende fra EPX

Lærerfagligheden skal have en tydelig plads på den kommende EPX, og pædagogik bør være et selvstændigt fag, mener de lærerstuderendes forperson.

Foto: Jesper Knudsen
Anthon Berentzen
Anthon René Berentzen
Anthon René Berentzen Forperson, Lærerstuderendes Landskreds (LL)
2 kommentarer
3. april 2025, kl. 04:30
2 kommentarer

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Hvis vi skal løse udfordringerne med lærermangel i Danmark, skal lærerfagligheden fylde mere på ungdomsuddannelserne. Pædagogikken skal tilbage på skoleskemaet og evnen til at formidle faglig viden til andre skal vægtes meget højere. Den kommende EPX og det almene gymnasium (STX) skal guide unge i retning mod læreruddannelsen.

Der kommer til at mangle uddannede lærere i folkeskolen i fremtiden. Det går ud over eleverne, som ikke modtager den kompetente og kvalificerede undervisning, som de fortjener.

Derfor glædede jeg mig også meget over præsentationen af den nye professions- og erhvervsrettede gymnasieuddannelse: EPX’en. Med EPX præsenterede politikerne en aftale, som har en klar ambition om, at flere unge skal søge mod professionsuddannelserne efter deres studentereksamen. Det gælder de unge, der efter 2030 kommer med et eksamensbevis fra EPX. Men det gælder også flere unge med eksamensbeviset fra STX. Det at kunne noget skal sidestilles med det at vide noget. Det er en bevægelse for vores samfund, som jeg kun kan bakke op om!

Drømmen om didaktik på EPX

De seneste år har læreruddannelsen oplevet markante fald i antallet af optagne, senest var kvoto 2-ansøgningen skuffende. Det afhjælper selvsagt ikke den udbredte lærermangel. Det er altså nødvendigt at lave alvorlige tiltag for at vende udviklingen og få flere til at søge mod læreruddannelsen. De tiltag skal starte på ungdomsuddannelserne.

I min optik er aftalen om EPX et skridt i den rigtige retning. Men tre nye bogstaver sat sammen gør det ikke alene. Nu er opgaven at få sammensat et ungdomsuddannelseslandskab, hvor ambitionerne om flere ansøgere til professions- og erhvervsuddannelserne ikke kun fremgår af de politiske aftaler, men også afspejler sig i uddannelsernes indhold og fagpakke.

Jeg mener, at pædagogik som selvstændigt fag på EPX’en bør være det klare minimum for uddannelsens ambitioner. Sådan et fag vil inspirere unge studerende og pege dem i retning af lærerfagligheden og læreruddannelsen. Skal jeg gå endnu længere, så drømmer jeg om et fag med didaktik som omdrejningspunkt. Et fag, hvor lærernes kerneopgave bliver sat i centrum og præsenteret for alle potentielle og aspirerende lærerstuderende.

Lærerfaglighed på det almene gymnasium

Samtidig er det vigtigt at huske på, at fremtidens lærerstuderende ikke kun bør tiltrækkes fra EPX’en. Nej, der er fortsat brug for tilstrømning af lærerstuderende fra STX.

Hvis det skal lykkes, skal lærerfagligheden også præsenteres på det almene gymnasium. Det kunne gøres ved at oprette et valgfag om pædagogik på lige fod med andre valgfag. Vi ved, hvor populært valgfaget psykologi er, og vi ved, hvor stor søgning der er mod uddannelsen på universitetet. Den viden bør vi udnytte for at guide mange flere studenter fra STX mod læreruddannelsen fremover.

Sidst men ikke mindst, så bør fag og valgfag med lærerfagligt omdrejningspunkt på både EPX og STX ikke stå alene. Uddannelserne bør i langt højere grad dyrke og værdisætte evnen til at kunne formidle viden til andre. Man kunne eksperimentere med specifikke karakterer for formidling inden for udvalgte fag.

Evnen til at undervise andre skal også have en central placering i andre faglige forløb på uddannelserne, hvor undervisningen inddrager didaktisk teori, og hvor underviserne lægger selvstændig vægt på elevernes formidlingsevne.

For mig står det helt klart, at lærerfagligheden skal have en tydelig plads på den kommende EPX og på den nuværende STX, hvis vi skal i mål med vores fælles ambitioner om, at flere unge søger fra ungdomsuddannelserne mod læreruddannelsen. Det håber jeg, at politikere og øvrige ekspertgrupper tager med sig i det store arbejde, som ligger foran dem.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk

2 kommentarer
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Lærerstuderendes forperson: Vi skal i høj grad tiltrække studerende fra EPX

Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplaner
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS