Lærerne skal skrotte berørings­angsten, når de har mistanke om negativ social kontrol

Der findes en verden, hvor ligeværd, åndsfrihed og demokrati ikke er en del af omgangsformen, og hvor familiens ære kan veje tungere end det enkelte barns frihed.

Der sidder børn i folkeskolen, som hver dag bevæger sig mellem denne verden og skolens verden. I bogen 'Aisha Rebel – Kvinde i en klan', hvor en 28-årig anonym kvinde fortæller sin historie, møder vi Aisha og hendes fem søskende. Aisha gik først på en muslimsk friskole og senere i folkeskolen. Alligevel blev hun gennem sin barndom og ungdom udsat for systematisk vold og alvorlige overgreb, uden at de voksne og myndighederne formåede at opdage og standse det.

Folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse og medansvar i et samfund med frihed og folkestyre. Barnet skal lære at tænke selv, stille spørgsmål, argumentere og udvikle sin egen stemme.

Men hvad sker der, når barnet kommer hjem til et miljø, hvor lydighed vægtes højere end selvstændighed, og hvor spørgsmål opfattes som ulydighed eller som en trussel mod familiens ære?

Æresrelateret social kontrol kan styre, hvem barnet må være sammen med, hvad det må sige, hvordan det må klæde sig, og hvilke valg det må træffe. Det kan være svært at få øje på. Netop derfor er Aishas fortælling vigtig.

Tvivl er ikke racistisk

Tegnene var ellers til stede i Aishas skoleliv. Lærerne kunne se, at hun ikke trivedes. Hun trak sig fra de andre børn. Hun måtte ikke lege med danske børn. Hendes brødre holdt øje med hende, og hun havde et omfattende fravær.

Skolen indkaldte forældrene til et møde. Men det var Aisha selv, der skulle tolke for dem. Fraværet blev forklaret med, at hun ofte var syg. Hun var ikke syg. Hun blev holdt hjemme, indtil de blå mærker efter volden var forsvundet.

Lærere er fagligt opdraget til at være rummelige og respektfulde over for forskellige kulturer. De værdier skal vi holde fast i. Men respekt for kulturelle forskelle må aldrig betyde, at vi sænker vores forventninger til børns rettigheder og frihed.

Ønsket om at være rummelig kan udvikle sig til berøringsangst. Vi bliver bange for at misforstå, generalisere eller blive opfattet som fordomsfulde. Derfor kan vi komme til at bortforklare tegn, som vi ville have reageret på i enhver anden familie.

Det skal være tilladt at sige højt på lærerværelset eller til sin leder: »Jeg er i tvivl om, hvorvidt der foregår negativ social kontrol.« Den tvivl gør ikke læreren racistisk eller mistroisk. Den kan tværtimod være begyndelsen på, at et barn får hjælp.

Den pæne facade

Når en lærer får en mistanke, må ansvaret ikke placeres hos den enkelte. Skoleledelsen skal tage bekymringen alvorligt og bakke læreren op. Kommunen skal have den nødvendige viden og være parat til at handle. Og læreren skal kunne stole på, at også fagforeningen står bag i vanskelige sager.

Ellers risikerer vi først at efterlade læreren alene med ansvaret og bagefter spørge, hvorfor ingen gjorde noget.

Der findes ikke en Aisha i hver klasse. Enhver mistrivsel er ikke udtryk for social kontrol, og børn med minoritetsbaggrund skal ikke mødes med en grundlæggende mistanke om, at noget er galt derhjemme. Men nogle børn lever med æresrelateret social kontrol, vold og overvågning. Dem kan vi kun hjælpe, hvis vi har viden om den virkelighed, de befinder sig i.

Vi skal møde alle familier med de samme klare forventninger til barnets rettigheder, tryghed og mulighed for at udvikle sig frit. Kulturelle forklaringer kan hjælpe os med at forstå en situation, men de kan aldrig legitimere vold, tvang eller social kontrol.

Vi skal samtidig passe på med at tro, at en pæn facade fortæller os, hvordan et barn har det. Forældrene kan være venlige, imødekommende og tilsyneladende samarbejdsvillige. Man kan blive budt på kaffe og kage, og hjemmet kan fremstå velfungerende. Det fortæller ikke nødvendigvis, hvad der sker, når døren lukkes.