En sommer, da regeringens koordinationsudvalg var samlet for at drøfte, hvordan man kunne begrænse krisens indflydelse på den danske økonomi, fik en embedsmand pludselig øje på et billede på Ekstrabladets side 10. Ja, han kiggede egentlig på side 9, men da han sad ved siden af Margrethe Vestager, forsøgte han at lade som om, han var stærkt optaget af at læse en artikel øverst på side 10.
Hans øjne dvælede længe på siden. Da var det, at han pludselig fik øje på billedet, der viste en lærer, som sad med en gruppe børn i en klasse i Valby. Da Margrethe i samme øjeblik skævede til hans avis, blev han lidt febrilsk, rømmede sig hurtigt og bad om ordet. ”Se her”, sagde han, ”her har vi en af dem, der virkelig dræner vores økonomi. Jeg har selv en datter, der går i 1. klasse på Søllerød skole, og hun har fri til frokost fire dage om ugen. ”Det har hendes lærer sikkert også” Hun må da kunne arbejde mange flere timer og derved forbedre vores økonomi.
Det var jo en slem historie, og koordinationsudvalget blev bange for, at hun og de andre lærere i kongeriget var årsagen til, at økonomien blev trådt under fode.
De talte længe sammen frem og tilbage om, hvordan de skulle få hende til at arbejde på fuld tid.
Til sidst blev de enige om, at Bjarne Corydon, der sad på kassen, skulle møde op i klasseværelset og bede hende og de andre lærere arbejde fuldt og seriøst for deres rimelige løn. Herved kunne man afskedige halvdelen af lærere, så de ikke også arbejdede for få timer, så det samlede underforbrug af arbejdstimer ville blive for stort, hvorved der fremkom et overforbrug af lønkroner pr. arbejdstime, der herved forværrede landets økonomiske situation. Tilmed kunne eleverne måske endda få et fagligt løft af ordningen. Thi hvis én lærer underviste 24 elever i 16 timer, så måtte to lærere vel kunne undervise 48 elever i 8 timer og tilmed fordoble prøvekarakteren fra syv til 14, hvorved karakterskalaen ville blive sprængt og en god skole kunne gøres endnu bedre.
Men lige da Bjarne havde fået støvler og halstørklæde på, og skulle til at tage af sted, blev de i udvalget pludselig bange for, at Bjarnes bastante fremtræden og dybe monotone stemme måske ville fremprovokere en sygemelding hos læreren og hendes kollegaer.
Dér sad de -.
Endelig fik embedsmanden en god idé. Han havde stadig ikke rigtig fået nærlæst side 9 og var ved at blive lidt utålmodig over mødets unødige forlængelse. Han foreslog derfor at overdrage problemet til en anden gruppe i regeringen. Det forslag fandt man rigtig godt, og man enedes derfor om at overdrage sagen til ministeren for skolerne.
I dette ministerium fremkom man med den idé, at vedtage en lov - man kaldte det faktisk en reform, fordi man mente, det lød bedre i folks øren - en lov, der påbød, at læreren ikke længere skulle bruge tid på forberedelse, frikvarterer, møder og andre unødvendige ting, men i stedet bruge alle sine timer til undervisning i klasserummet. Så kunne der fx også være tid til at slagte en ged, hvis en sådan løb rundt i skolegården.
Man sendte nu den besked ud til alle skoler, at man ville indbyde lærerne i hele landet til et partnerskab, hvor ministeren selv ville overbringe dem skolereformen, der jo skulle gøre en god skole bedre.
Lærerne var ikke glade for reformen. Faktisk kunne man på en måde godt sige, at de var imod den.
Derfor samledes regeringens koordinationsudvalg den næste dag for indgående at drøfte sagen. Embedsmanden, - der netop havde købt dagens avis, som endnu var varm fra trykkeriet - men som endnu ikke havde fået slået op i den, irriteredes nu på de evindelige møder, og udbrød, at man da kunne lockoute alle lærerne. Så ville de ikke skulle have løn for nogen timer overhovedet, og eleverne ville ikke blive undervist, hvorfor man heller ikke ville kunne se, om de i fagene gik op eller ned på PISA´s rangstiger.
Da blev der stor fryd i koordinationsudvalget. Man sendte straks en lockout til samtlige lærere, og blanke to-kroner væltede ind i Bjarne Corydons kasse.
Nu glædede man sig i regeringens koordinationsudvalg, der også i dagens anledning havde inviteret Ministeren for børn og andre småting samt manden med det kommunefarvede hår. Thi nu kunne læreren ikke længere forberede sig og derved unddrage eleverne undervisning i de timer, der var lagt i denne pulje.
Embedsmanden var dagens mand. Han modtog på stedet en applaus og en større bonus. Han strålede om kap med solen, der skinnede fra en skyfri himmel denne velsignede morgen, mens han diskret skævede til sin avis, hvor han på side 9 havde fået øje på ”den danske model”.
Specielt tilegnet jer, der tager til demonstration i København i dag. Kunne desværre ikke komme med.
Go´ kamp!
Med solidarisk hilsen
Frank Zenas
Læreren i klasseværelset.
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.