Lærer: Mine tanker går ud til madkundskabslærere, der er underlagt tåbelige indkøbsaftaler

Har du prøvet det, hvor du forbereder dig til punkt og prikke, rutiner kører, alt spiller max – og så alligevel ikke? Sådan en torsdag har jeg måttet sande.

Torsdagsrutinen

Torsdag over middag er min store forberedelsesdag. Efter tre lektioner med 8. klasses valgfag står den på planlægning og forberedelse af næste uges madkundskabsundervisning. Jeg har fem hold ugentligt, så der skal handles en del ind. For at danne mig et overblik opdeler jeg indkøbslisten i to: holdene fra specialafdelingen på én indkøbsseddel og valgholdene på en anden indkøbsseddel. Jeg arbejder ud fra et system, der stemmer overens med fagmålene.

Nok er jeg rutineret, men rutinen kan svigte.

Mandag morgen

Jeg møder først til anden lektion om mandagen. Morgentimen bruger jeg på at handle ind til madkundskab. Det kan anbefales at anmode skolens skemalægger om en frilektion inden sommerferien, da det giver god tid til at handle i arbejdstiden.

Mandag morgen kører jeg til Rema 1000, der åbner kl. 07.00. Bilen parkeres som regel klokken 07.15 på supermarkedets p-plads, hvorefter ca. 20-30 minutters indkøb venter. Debetkortet køres igennem terminalen, kvitteringen til kontoret underskrives og nu afsted mod Klokkerholm. Ankomst til Klokkerholm og varerne læsses af, og hvis jeg er heldig, er der kun to poser. Derefter er det videre til anden ikke-madkundskabsundervisning.

Herfra afvikles der adskillelige madkundskabshold i ugens løb.

Jeg kan godt lide selv at handle ind til undervisningen, da det giver mig mulighed for selv at vælge råvarerne og spotte tilbud eller billigere erstatninger. Besparelser i madkundskabsbudgettet skaber nemlig rum for udvikling af faget og faglokalet.

Madmæssig mangfoldighed

Nå, den der torsdag…

Torsdag morgen står den på 8. klasses valghold, hvor temaet er ”madmæssig mangfoldighed” med fokus på laktoseintolerans og glutenallergi.

Jeg har valgt at spænde eleverne for, så der skal laves to slags pandekager og to slags muffins i firemandsgrupper. Der skal undersøges smage og teksturer. Hver mand har hænderne fulde, jeg har stillet råvarerne op på et rullebord, og eleverne henter selv det løse i skabene.

Disaster strikes

"Christian, der er ikke mere rismel…"

"Christian, der er ikke mere laktosefri smør…"

"Christian, vi er løbet tør for kardemomme…"

"Christian, der er ikke mere sødmælk…"

Eller minimælk…

Kombineret med spørgsmål som: ”Hvad var det nu de dersens psyllium-frøbanditter var for nogle?”

Du kan nok høre problemet.

Jeg havde lavet et par regnefejl i min indkøbsliste. Og nej, eleverne havde ikke taget forkerte mængder, for de er skideseje.

Med selvstændige elever, en lille læsepause og en feberredning af den gamle håndbolddivisionsmålmand og nuværende oldboys fodboldmålmand, fik jeg tryllet de manglende råvarer frem fra det lokale supermarked (3 min væk) og undervisningen blev gennemført – næsten as usual.

Konklusion: Man kan være nok så rutineret, men fejl sker, og så må man tage den derfra.

I bedste Kongens nytårstale; mine tanker går ud til de madkundskabslærere og skoler, som er underlagt fuldstændig og helt aldeles tåbelige indkøbsaftaler.

For I må i sandheden være på skideren, hvis/når dette sker for jer.

Gud bevare madkundskabsfaget.

Madkundskabslige og mindre matematiske hilsner

Christian.