Den tirsdag manglede 17 af mine elever

Det begynder med en besked på Aula: “Vi holder Sofie hjemme i dag – hun skal til tandlæge kl. 10.00” Eller: “Victor er blevet vaccineret og har lidt ondt i armen, så han bliver hjemme resten af dagen.”

Det prik, der tidligere var en parentes i skoledagen, er nu en undskyldning for hjemlig hygge og restitution – i stedet for at vende tilbage til skolen med en øm arm og et plaster. I sig selv lyder det harmløst. Det er jo bare én dag. Men som lærer ser jeg det ske igen og igen – og det bekymrer mig.

De drypvise fridage, som flere og flere børn får i løbet af skoleåret, er efter min opfattelse ikke længere undtagelsen. Det er blevet den nye normal. En slags kulturel accept af, at børn sagtens kan få fri, hvis der byder sig en mulighed. Som da jeg for nyligt mødte på arbejde og konstaterede, at 17 ud af 24 elever manglede i én 7. klasse. Dagen før havde de været til Blå Mandag i Fårup Sommerland med sen hjemkomst. Ingen var syge. De var bare trætte.

Legitimt og nærmest sympatisk

Når man lægger de mange drypvise fridage sammen med reelle sygedage og også medregner den uge, hvor enkelte elever får fri til en skiferie eller en uge på Mallorca, løber det hurtigt op. Set over et helt skoleår bliver det til et betydeligt antal skoledage, som går tabt.

Jeg oplever det som et udtryk for, at forældreskabet har ændret karakter – på mange måder til det bedre. Forældre er generelt blevet mere nærværende, mere fleksible og langt mere opmærksomme på deres børns trivsel end tidligere generationer. De vil gerne være der for deres børn, skabe tryghed og gode minder. Det er i udgangspunktet noget, jeg har stor respekt for – og som jeg kan genkende fra mit eget liv.

Men måske er det netop denne omsorgsfulde forældretilgang, der utilsigtet har skabt en ny norm: At det både er legitimt og nærmest sympatisk at trække sit barn ud af skolen for det mindste. Problemet er bare, at det går ud over børnenes deltagelse i fællesskabet og kontinuiteten i undervisningen.

Som lærere planlægger vi undervisning med en forventning om, at eleverne er der. At de er en del af samtalen, gruppearbejdet og fremlæggelsen. Når fire elever mangler én dag, og seks andre mangler dagen efter, bliver det som at undervise i et svingdørsrum. Det påvirker ikke bare de fraværende. Det forstyrrer også undervisningen for dem, der er mødt op.

Nødvendige eller bekvemme fridage?

Vi taler ofte om trivsel i skolen. Det skal vi, men trivsel handler ikke kun om at beskytte børn mod belastning. Det handler også om at give dem redskaber til at klare hverdagens små bump som lidt træthed efter en Blå Mandag, et stik i armen eller kortvarig tandpine. At kunne komme i skole alligevel er en vigtig livskompetence, som senere vil komme dem til gode på arbejdsmarkedet.

Til sidst handler det også om respekt for det fællesskab, som skolen er. Når en elev får lov at blive hjemme “bare fordi”, sender det et signal til resten af klassen: Skolen er ikke vigtig nok. Man kan godt bare blive væk, men i sidste ende er det ikke kun læreren, det går ud over – det er børnenes eget udbytte og det fælles læringsrum, der bliver fattigere.

Vi skal ikke tilbage til en tid, hvor man mødte op i skole med 39 i feber og snot i ærmet. Men vi har måske bevæget os for langt i den modsatte retning, hvor vi for ofte lader vores børn blive hjemme uden god grund. Måske er det tid til at spørge os selv: Hvornår er en fridag egentlig nødvendig, og hvornår er den bare bekvem?