Kun for piger

Musik og sang er for alle, ikke? Det skulle man da mene. Alligevel er det som om, at motivationen for, og modet på at synge er enormt kønsbaseret. Biologi er en underlig størrelse. Eller skyldes det i virkeligheden en social kode, der endnu ikke er blevet knækket? Jeg stikker piben ind, tager min Sherlock Holmes-hat på, og sætter mig for at belyse dette mysterie.

Kaj og Andrea er nogle sladrehanke

Jeg er ellers ikke meget til grydefrisure, islandsk sweater og trompetbukser, men lige her bliver jeg nødt til at overgive mig, nemlig med “Kaj og Andreas duet”. Man må sige at førsteklasserne er absolutte spidskandidater til denne kønsrolleklassiker. Lyserødt og lyseblåt i hver sin lejr. Eftersom det er en dreng/pige duet, er det ganske tydeligt at høre, hvem der går mest til makronerne. Som sædvanligt pigerne. Man kan skubbe lidt til drengene, hvis man spiller på konkurrenceelementet, men her giver de alligevel hurtigt tabt. Pigerne “vinder” altid.

Ti gange XX

Min nyeste tilføjelse for dette skoleår er mit valgfagsholds “Mer’ end bare musik”. Her er pigerne også ganske overrepræsenterede. Skal vi sige med 100 procent. Som i ikke en eneste dreng. Til gengæld er der ti friske teenagepiger, der er klar på at krænge deres allerinderste ud på hvilken-som-helst sang, de bliver stillet overfor. Ingen korslagte arme, ingen forfængeligheder, kun råt for usødet, musikalsk vitalitet. Hvor blev drengene dog af? Uanset hvor moderne vi synes af være blevet i 2019, er det stadig pigerne, der leger med dukker, og drengene der spiller fodbold. Bevares, der er undtagelser, der bekræfter reglen, men at få drenge til at synge føles af og til stadig som at tvinge dem til at gå med lyserødt tyl og papillotter. Musiklokalet hører åbenbart stadig under den gamle verdensorden.