I en kronik i Fagbladet Folkeskolen lover Jacob Bahn - som så mange andre forskere i didaktik - guld og grønne skove, hvis bare undervisere ændrer deres praksis.
Hvis man som underviser har givet sig til at læse nogle af de mange forskningsstudier, der udgives i danske uddannelsesforskningsjournaler, så har man måske lagt mærke til, at konklusionen ofte lyder, at underviserne skal ændre sig på en eller anden måde.
Der er ikke grænser for, hvad de stakkels undervisere skal kompensere for. Jeg kan dog berolige med, at matematikunderviserne roligt kan undlade at gøre som japanerne, sådan som Bahn ellers foreslår.
Han bruger Japan som eksempel på et land, hvor skolebørnene klarer sig meget bedre i matematik end i Danmark. Det gør de også, men det er ikke, som Bahn påstår, på grund af matematikdidaktikken. Jovist, Japan scorer da højere i matematik i Pisa end alle. Men det skyldes ikke en lang, romantisk og smuk tradition fra oldtiden med fokus på hårdt arbejde og generel nobelhed, men et ekstremt hårdt eksamenssystem hvor fremtiden hele tiden er på spil. Løsningen for den enkelte familie er det fænomen, der internationalt kendes som "shadow education".
Ja, faktisk går det meget bedre end Bahn giver udtryk for
Alexander Gam Østergaard Underviser i informatik og historie ved Det Blå Gymnasium Vestfyn
Kort sagt bruger japanske elever mange flere timer uden for almindelig skoletid end alle andre på at studere. Japanske forældre bruger ligeledes mange flere penge på at sende deres børn til diverse uddannelsestilbud uden for skolen.
Det er derfor, at Japan kan bruge en mindre andel af deres bruttonationalprodukt på uddannelse end OECD-gennemsnittet og alligevel slå alle OECD-landene i matematik i Pisa.
Der er ikke noget galt med didaktikken
I den sammenhæng kan vi også spørge, om Japan så har opnået projektets formål - nemlig bedre styr på matematikken, så alle kan blive ingeniører og skabe økonomisk vækst. Svaret er nej. Danmark er et markant rigere land end Japan. I øvrigt lå vi nummer 13 i matematik i Pisa i 2022. Det er godt resultat, som er opnået uden et sygeligt, kulturelt og økonomisk overfokus på matematik.
Ja, faktisk går det meget bedre end Bahn giver udtryk for. Bahn antager, at hvis man har gået i skole i 10 år og ikke kan brøkregning, er der noget galt med matematikdidaktikken. Det svarer til at antage, at hvis man har banket på den samme dør i 10 år, og ingen åbner, er det måden, man banker på, der er noget galt med. Med andre ord er det et argument for det modsatte.
I Danmark har vi en høj uddannelsesdækning for hver elev, så når vi ser markante ændringer i faglighed, er det ikke på grund af didaktiske tiltag. Der skal ganske enkelt mere til, når alle får så høj kvalitetsundervisning i så mange år.
Så nej, der er ingen grund til at tage til Japan for matematikkens skyld.
Kronikør har misforstået både Japan og Danmark
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.