Kongres-skuffelse over pension

Endnu en kongres er overstået, og Anders Bondo Christensen kunne udtrykke sin tilfredshed med resultatet. Det er dejligt, at vores formand nu føler sig godt klædt på til de kommende forhandlinger. Det skylder vi ham.

Alligevel kunne jeg ikke helt undertrykke en skuffelse, da vi forlod Bella Centeret. Kunne det virkelig passe, at et krav om pensionsforbedringer for de overenskomstansatte ikke kunne finde vej til listen over prioriterede krav? Fra talerstolen var vi ellers blevet mindet om tidligere kongresbeslutninger, og der var fundet citater fra næstformanden, hvor han forsikrede, at pensionsforbedringer for de overenskomstansatte havde en meget høj prioritet. Hvis vi skulle tage os selv alvorligt, måtte kravet selvfølgelig på den prioriterede liste. Det skete bare ikke.

Fra talerstolen talte man imod med argumenter som »lærere, der lod sig ansætte efter 1993, kendte deres pensionsforhold«, så altså underforstået behøver vi ikke gøre noget for dem. Et rædselsfuldt argument, der på sigt kan fjerne enhver grund til at drive fagforening.

Det blev også fremført, at man i stedet for at tilføre overenskomstmidler hellere skulle arbejde politisk for en mindre beskatning af pensionen. Meget sympatisk, men nu var det bare fordelingen af overenskomstmidlerne, vi diskuterede. Vi droppede jo heller ikke kravet om generelle lønstigninger for i stedet at sende regeringens skattestop en støtteerklæring.

Kongressen stemte imod, at vi skal prioritere en forbedring af de overenskomstansattes pension. Det må vi forholde os til. Spørg de delegerede fra dit område, hvordan de stemte, og tag en diskussion med dem.