Kønsidentitet og sexualitet. Hvad skal skolen med det?

Jeg har skrevet dette før: Det er på mange måder en mærkelig tid vi lever. På den ene side udviser vi stor børnevenlighed: Vi passer på børn, de bliver anerkendt. Og ikke mindst lytter vi til børnenes meninger. Men på den anden side inddrager vi børn i mange komplicerede forhold i vort samfund: Klima, miljø og nu også det ganske komplicerede spørgsmål om kønsidentitet.

Flere skoler har lukket de såkaldte ”Normstormere” ind i varmen. For på disse skoler må man jo være enige i hovedbudskaberne: Børn skal så tidligt som muligt lære, at intet er normalt, når det kommer til køn og sexualitet. Samtidig er budskabet det, at forældrene er uduelige til at opdrage deres børn, ikke mindst når det netop handler om det sexuelle, hvorfor dette så skal være skolens opgave.

Dette rejser flere spørgsmål: Hvad har dog drevet skoler og kommuner til at ”gå i seng” med normstormerne? Er det for at være ”oppe på beatet” eller måske for at tækkes hele wokebevægelsen? Eller har man bare ikke været ”vågen i timen” og undersøgt, hvad Normstormerne egentlig er for en størrelse? Man ved det ikke.

Men man ved, at det er et stort problem at begynde at pille ved noget så sensibelt som børns kønsidentitet, vi er jo helt inde i ”det psykologiske maskinrum”, med postulatet om, at ”intet er normalt”. For derved gør man jo det helt store flertal, de i statistisk forstand normale – ca. 90 procent, usikre på om det nu er forkert, hvis man som dreng synes bedst om pigerne og omvendt, hvis man som pige føler sig tiltrukket af drengene. Men vi må ikke lade børn og unge i tvivl om, at det heteroseksuelle forhold så absolut ér det normale. Det helt selvfølgelige er, at skolen forsyner børn og unge med den dannelse, der blandt andet indebærer rummelighed og accept af dem, der er anderledes end de fleste, og her har vi i folkeskolen allerede stolte traditioner!

De mange normopbrud -og dem er der mange af – kan nemt komme til at gøre børn usikre på, hvor og hvordan man skal orientere sig. Der ér uden tvivl mere at forholde sig til i dag end nogensinde før. Og de mange medieplatforme betyder jo, at børn simpelthen får en række informationer, som børn tidligere var forskånet for. Derfor kan du som lærer ikke undgå at få spørgsmål om køn og sex. Og de temaer skal naturligvis tages op, hvor svære de end kan være

Og så ved man også, at forældrene er de primære voksne i børnenes liv. Og igen: selvfølgelig skal skolen påtage sig sin del af børnenes, hvad man kunne kalde sexuelle dannelse, men skolen skal og kan jo ikke løfte den opgave alene.