Kirsten Lund

Fhv. lærer Kirsten Windfeld Lund (Sidenius) fylder 100 år

Det bør ikke gå ubemærket hen, at Kirsten fylder 100 år den 18. februar.

Jeg har kendt Kirsten i præcis halvdelen af hendes mange leveår, nemlig siden 1972, hvor vi løb på hinanden på en selvstyrende konference, der var organiseret af DASF/SID med afdøde organisationssekretær John Mølgaard som tovholder og med skolemanden Henrik Sidenius og hans hustru Kirsten Lund som medarrangører. Temaet var skolebøgernes indhold.

Allerførste gang jeg mødte Kirsten, var til et planlægningsmøde forud for konferencen, som blev afholdt på Værebroskolen i Gladsaxe, hvor hun var lærer. Jeg var allerede da bevidst om, at hun forud havde været en ildsjæl på Kroggårdsskolen i Næsby ved Odense. Skolen havde jeg naturligvis hørt om som ung lærerstuderende, fordi den var en progressiv foregangsskole for elevdemokrati og projektarbejde i 60’erne og et forbillede for mange af os nyuddannede lærere i de år.

Da jeg lidt efter lidt kom tættere på Kirsten, gik det op for mig, at hun havde spillet en fremtrædende rolle i opbygningen af Kroggårdsskolens pædagogiske profil og organisering. Det var Kirstens idé, at skolen skulle opdeles i tre små skolerne med at forløb fra børnehaveklasse til 10. klasse med et fast lærerteam omkring hver afdeling. Det var Kirstens opfattelse, at børnenes socialisering og almene dannelse ville lykkes bedst i en lille skole, hvor små og store elever kunne være tæt på hinanden. Det var en del af skolens opdragelse til demokrati, at eleverne lærte at tage hensyn til hinanden på tværs af alder og social baggrund. Det blev nogle succesfulde år i Næsby.

Hos Kirsten fik eleverne altid rum for at blive forstået og for at udvikle sig på deres egne forudsætninger, men også med et krav om, at de var en del af et fællesskab, hvor vi skal tage ansvar for hinanden. Kirsten fortsatte med sit progressive pædagogiske virke på Værebroskolen, da hendes mand - efter årene i Næsby - i 1969 blev skoleleder der. Også her satte Kirsten sig dybe spor, - ikke uden udfordringer, fordi hendes tilgang til elevernes medindflydelse på undervisningen godt kunne medføre konflikter både med elever og forældre. Men Kirsten var aldrig konfliktsky. Hun stod med begge fødder solidt plantet i sit pædagogiske grundsyn, og hun var heller aldrig bange for at indrømme, når hun indså, at hun havde begået en fejl.

De sidste år af Kirstens lærerliv udfoldede hun i Københavns ungdomsskole, hvor det at kombinere undervisningen med udeskole, dvs. rejser var vigtigt for hende, - en erfaring som hun allerede havde været med til at udvikle på Kroggårdsskolen.

Min kontakt med Kirsten var som udgangspunkt i den professionelle undervisningssammenhæng, men med den sidste af SIDs skolekonferencer ”Skolen er jeres – brug den!”, 1984, kom jeg personligt meget tæt på Kirsten. Hun var i høj grad med til at præge konferencens resultater, og da jeg i mit eget lærerliv blev skoleleder i daværende Holmegaard Kommune, fik inspirationen fra denne konference og fra Kirsten stor personlig betydning for mig.

Siden har vi haft en god kontakt med mange inspirerende og lærerige pædagogiske samtaler om børn og opdragelse og om skolens samfundsopdragende opgave.

Kirsten er med sine snart 100 år på bagen en livserfaren og vis kone at sidde over for. Hun er beskeden omkring sine egne resultater, men fortjener stor respekt for sit pædagogiske virke, men også for sin menneskekundskab og altid åbne sind. Jeg har meget at sige Kirsten tak for, og det synes jeg så, at de 100 år giver en passende anledning til at udtrykke.

Erik Torm