Ka’visåfåro!

Da jeg var ung lærer, var jeg ret skrap. Jeg skældte simpelthen mere ud, end jeg gør nu. Hver gang lopperne hoppede, så tog vi lige en sang ved klaveret. Også i dansktimen. Men der var altid lige fire drenge nede bagved, som ikke gad deltage. Jeg stoppede brat med at spille på mit halvfalske salonklaver, som jeg havde fået kørt hen på skolen med en 3×34 og fået bakset helt op i klassen, ugen inden jeg begyndte. Med min helt parate Jan Gintberg-stemme på 85%, brølede jeg "Kadusåseakommenedderfra! Ogstopsåmeddetder" og andre sætninger uden mellemrum for så let som ingenting at skifte til lyse, skønne toner med de forreste igen. Og sådan lidt i skift skælde og synge. Og "Komsåligeopforan!"

Jeg er i dag helt sikker på, det ikke kun var de fire urostiftere, der fik en umusikalsk og forvirrende oplevelse. Noget lignende kunne finde sted i mere stillesiddende aktiviteter, hvis nogle af børnene var på tværs. Timing, dynamik, stille intensitet, gestik, blik og blide skift var greb, jeg ikke kunne bruge endnu. Ikke at jeg ikke kendte til dem, men de var værdiløse for mig. Jeg syntes ærligt talt, det virkede slapt. De børn skulle satme vide, hvor skabet skulle stå.

Den syngende instruktion

I dag synes jeg, der ligger en stor værdi i at kunne skabe ro uden at klippe lektionen op i bidder af irettesættelser. Jeg er optaget af, hvordan jeg får skabt en musikalsk undervisning. Salonklaveret er røget ud, og det er ikke sang rundt om klaveret, jeg taler om her. Jeg taler om den underliggende dramaturgi i undervisningen, der helst skal være nogenlunde flydende, og hvor den ene aktivitet glider naturligt videre til næste. Hvordan gør jeg så det i en støjende indskolingsklasse, hvor børnene snakker, hver gang jeg slipper ordet?

Svaret er udviklet henover årene, ubevidst til at begynde med, og meget er naturligvis gestik, blikke, pauser og at jeg generelt forholder mig til elevernes energier. Tit er der en grund til uroen, som handler om min timing. Udover det, synger jeg mange af mine standardbeskeder. Jeg bruger små tertsfald, kvinttfald, små melodier og solfagestik i mange af mine beskeder til børnene – i alle timer. Fx "(G) Sæt jer (C) ned". Eller "(G) Så må I (D) gerne (G) sætte jer (D) ned." Jeg er bevidst om, hvilke toner og melodier, jeg bruger i forskellige situationer, så der er forskel på, når jeg fx giver en instruktion, når jeg vil anvise, når jeg søger alles opmærksomhed, eller når jeg vil afslutte en aktivitet. Overgangene mellem aktiviteter har fået min fulde opmærksomhed, det er her, vanerne skal ind.

Sød lærer/vred lærer

Nogle af klasserne, vi ser i indskolingen lige nu, er mærkede af coronaperioden. Deres skolegruppe-tid i børnehaverne har været fri leg i afmålte cirkler. De kan være flimrende og støjende, snakkende. De lytter ikke altid til vores ord, hvis de lige er midt i noget godt. Men melodierne siver ind. Selvom de ikke hørte, hvad jeg sagde, så kender de melodien. Og noget i dem siger, de skal sætte sig ned, kigge op på tavlen og lytte.

Jeg hæver stadig stemmen engang imellem, når al min tålmodighed er blevet slidt af de samme urostiftere på for kort tid, og når jeg ikke har sovet i et år. Men der er ikke så ofte uro og ballade som der har været, og min stil er ikke længere "sød lærer/vred lærer". Min stil er mere guidende og visende, og selvom jeg bruger min krop og mit ansigt mere performativt og fortællende, er jeg mindre på arbejde, end når jeg puster mig op og bruger mange ord.