Kanon og kvalitet

Jo, brugen af litterære værker, der har opnået klassikerstatus, er skam nævnt både i de centrale kundskabs- og færdighedsområder og i de vejledende læseplaner. Men som påpeget af lektor Torben Weinreich i Folkeskolen nummer 9 er man bevidst gået langt uden om enhver opstillet litterær kanon. Lidt efter lidt har det derfor været muligt for skolebogsforlag uden at komme i konflikt med ovennævnte ministerielle udgivelser at tilgodese den ældre litteratur som brudstykkevist belysende elementer i emners og temaers tværfaglige forløb. Klassikerne er altså blevet underordnet en tilstræbt fagintegration. Ikke desto mindre påviser Weinreich, at der uofficielt som en slags undergrundsfænomen i folkeskolen eksisterer og praktiseres en ret stabil, fasttømret litterær kanon stort set uændret århundredet igennem. Og det betyder, at konflikten mellem virkelighedens dagligdag i skolen og den pædagogisk-politiske tops vilje til at skabe 'verdens bedste skole' ved hjælp af faglig udvandethed er større end som så. Vi får nu se, om man på græsrodsplan tør fortolke den åbenbart eksisterende uofficielle kanoniserede konkrethed som kvalitet i undervisningen. For Weinreich har jo tydeligt påvist, at denne form for kvalitet strider mod skolens lighedsideologiske udelthed. De gamle tekster er for svære og fremmedartede, fyldt med ukendte ord og ord med ændrede betydninger. Og det, der lod sig gøre i den tilsværtede, udelte skole, er jo ikke noget at komme med i degenerationens udelte klasser, hvor alt jo ender på middelmådighedsniveau.

Vagn Madsen

Brønderslev