Kan vi få nogle nuancer i debatten om skærme?

Det handler ikke om skærm eller ikke skærm i undervisningen. Det handler om, hvorfor og hvordan vi bruger, eller hvorfor og hvordan vi ikke bruger skærme i undervisningen. På samme måde mener vi, at automatreaktionerne, når talen falder på skærme i undervisningen, rammer forbi skiven og trækker diskussionen ned på et niveau, vi ikke bliver klogere af. Det handler ikke om digital eller analog undervisning. Det er og bør ikke være et enten eller. Det handler i bund og grund om at skabe god og motiverende undervisning for eleverne. Nogle gange vil det foregå godt via noget, der foregår på en skærm, andre gange via en aktivitet, hvor eleverne er oppe af stolene, andre gange igen, med papir og blyant osv. Men kan vi ikke godt stoppe med at italesætte det, som om der er et enten eller? Som om alting bliver dårligt, bare fordi der er en skærm til stede i rummet?

Der findes et hav af gode digitale muligheder i matematikundervisningen, og der findes utallige gode analoge muligheder. Vores fag rummer en stor tradition for konkrete materialer, artefakter som på den ene eller den anden måde kan være med til at skabe repræsentationer for den matematik, der er i spil for eleverne. Med digitale resurser bliver det i nogle tilfælde muligt at manipulere og undersøge egenskaber på måder, som ikke kan lade sig gøre med analoge materialer, og det kan tilføre ekstra dimensioner til undervisningen.

Men der findes også et hav af mindre hensigtsmæssige digitale muligheder såvel som mindre hensigtsmæssige og demotiverende analoge resurser til at bruge i matematikundervisningen. Digital eller analogt - ingen af delene er i sig selv garant for god kvalitet.

Den største udfordring i matematikundervisningen lige nu, er det store fokus på træningsopgaver af færdighedskarakter, som vi har diskuteret i et tidligere blogindlæg: https://folkeskolen.dk/debate/traeningslektier-i-matematik/ Fænomenet er velbeskrevet gennem mange år, og i 2017 viste en undersøgelse fra Læremiddel.dk, at omkring 81% af de undervisningssekvenser, der blev sat i gang i matematikundervisningen enten var af typen “Ekspliciteret procedurefølge” (kopier og påfør en løsningsmetode) med 25% eller “Udfyldningsopgaver” (af færdighedskarakter/træning) 56%. https://folkeskolen.dk/forskere-traeningsopgaver-fylder-for-meget-i-skolen/

Mathias Tesfaye snakker om at eleverne skal lægge skærmene væk og se hinanden i øjnene for at opleve nærvær, men det kommer ikke til at ske, hvis eleverne i stedet blot kigger ned i et kopiark. Til gengæld kan en samarbejdsøvelse på en skærm netop styrke nærvær, kommunikation, multimodal produktion og samarbejde. Vi linker her til to eksempler på sådanne aktiviteter: Tegn min figur: https://drive.google.com/file/d/1BCHUrlv39m2f-kpobqhqLQq_jBkt09I_/view Speak en forklaring: https://drive.google.com/file/d/1QmoSrlr6WBTZDTU-ph24pcB9xYnJe72h/view

Når debatten lander, hvor den gør, skyldes det i vores øjne den myriade af træningsmaterialer, der oversvømmer markedet for matematiklæremidler. Her er matematikundervisningsmarkedet en lavthængende frugt pga matematikfagets historik og det udbredte syn på matematik som et fag med faste metoder og ét korrekt svar. Matematikfaget bliver på den måde til enhver programmørs ønskescenarie, hvor alverdens producenter uden fagdidaktisk uddannelse eller indsigt kan sprøjte selvrettende træningsopgaver ud baseret på et fagsyn, der reducerer matematik til at handle om træning af udleverede metoder. Træningsportalerne bliver til en slags træningskopiark på speed, og det kan være besnærende som lærer med for lidt tid til forberedelse, at sende klassen ind på et adaptivt træningssite, der endda retter elevernes besvarelser for en og kan sprøjte fine dataark ud, man som matematiklærer kan snakke med forældrene om til skole-hjem-samtalen. Men der er ikke brug for mere træning i matematik, tværtimod, og man risikerer at reducere matematikfaget til det, de tekniske muligheder i platformen nu kan håndtere.

En anden problematik er de mange muligheder for at lave finpolerede og visuelt appellerende appletter som indpakning til træningsopgaverne. Men en træningsopgave bliver ikke bedre af, at der kommer truttende elefanter, computerspilselementer eller VR-universer omkring den, eller at det facit, eleven finder frem til, åbner en kiste. Det er stadig en træningsopgave, selvom vi pakker den ind i digital silke.

Læremiddelproducenterne kommer ikke til at stoppe udviklingen af digitale træningsmaterialer, men vi drømmer om, at der bliver luget ud i den type læremidler i matematikundervisningen af de mange reflekterende praktikere med fagdidaktisk tæft ude på skolerne. Samtidig forstår vi til fulde, at den form for digitalisering af matematikundervisningen har haft stor negativ betydning for synet på skærme i undervisningen.

Der er derudover nogle problematikker omkring brugen af digitale matematikværktøjer, hvis brug i undervisningen desværre oftest er reduceret til at hjælpe med at ekspedere en masse matematikstykker, uden at skulle tænke alt for meget over, hvordan man kommer frem til svaret. Den slags mental udlicitering af færdigheder til maskinen, rummer også nogle udfordringer, som vi vil vende tilbage til i et nyt blogindlæg, hvor vi også vil forsøge at opliste nogle alternative tilgange.

Vores ønsker fremadrettet: I stedet for en sort/hvid diskussion af skærm/skærm ikke, mener vi, at der er brug for opmærksomhed på flg.

1. Det er resursekrævende (tager tid) for en lærer at forberede en god og motiverende undervisning, uanset om denne er analog eller digital. Det er der slet og ret ikke specielt gode muligheder for eller vilkår til rundt om i landet, som virkeligheden ser ud i dag.
2. Det er vigtigt, at læreren har gode klasseledelseskompetencer såvel som gode fag- og it-didaktiske kompetencer med sig fra læreruddannelsen. Disse er fundamentet for et godt lærervirke.
3. Der er brug for et fælles sprog for, hvordan vi vurderer kvalitet i læremidler.

Kunne vi alle have som fælles mål, at vi tilstræber at bruge teknologi hvad enten den er analog eller digital for at få eleverne til at tænke mere, ikke mindre? At vi får dem til at være kreative og skabende? Og at vi gør dem kritiske og reflekterede? Det er trods alt det formålsparagraffen i matematik står på, uanset om det foregår med og eller uden skærm.