Kan vi danne uden at opdrage?

Dannelse uden opdragelse?

Kan vi skelne mellem dannelse og opdragelse, eller er det indbegrebet af det samme?

Som lærere har vi altid haft en bred enighed om, at opdragelse ikke er vores job, men forældrenes. Men kan vi overhovedet danne eleven uden at skulle opdrage?

Tag et eksempel: Lille Emma er i gang med at lære om middelalderen. Hun skal gøres fortrolig med dansk historie. Dette skal ske gennem gruppearbejde, hvor alle forsøger at bidrage med deres viden. For at gruppearbejdet skal fungere optimalt, skal alle være engagerede, respektere hinandens synspunkter og lytte til den, som taler. Men hvordan når eleverne dertil, hvis de ikke har lært at lytte og have respekt for andre? Læreren er nødt til at opdrage eleven til disse egenskaber, som ikke altid på forhånd er givet for at få den faglige indlæring og trivsel til at gå op i en højere enhed. For at elevens dannelse kan få lov at finde sted.

Men ingen lærere taler højt om, at vi opdrager på eleverne. Bruger vi i virkeligheden begrebet ’dannelse’ som en dækning?

Forældrenes ansvar, men lærerens lod

Selvom vi er så sikre på, at det er forældrene, som har ansvaret for opdragelsen, og lærerne har ansvaret for dannelsen, bliver vi stadig ved med at opdrage på vores elever hver dag. Hvis ikke det er med dannelse som bagtanke, hvad er så grunden?

Ikke alle elever har fået lige meget opdragelse. Men som lærer efterlader du sjældent en synkende skude. Så selvom det i sidste ende egentlig ikke er mit ansvar at opdrage, påtager jeg mig alligevel det ansvarsområde – mest på den baggrund at klassen skal fungere som helhed, og det gør den sjældent, hvis eleven ikke mestrer den helt basale opførsel.

Så længe vi ikke har en klar skelnen mellem, hvad der er opdragelse, og hvad der er dannelse, vil lærerne blive ved med at påtage sig begge dele. Og så danner vi ikke uden at opdrage.