Juleferie i traumatiserede familier kan være et mareridt

JULEN står for døren, og det kan mærkes på de fleste børn.

Energiniveauet i klassen stiger i takt med forventningens glæde, og der sammenlignes pakkekalendergaver og juleønsker. Familier mødes og der klippes, klistres og bages på tværs af aldre og institutioner.

For de fleste flygtningefamilier er det vigtigt at tage del i juletraditionerne i Danmark, og i de fleste skoler og klasser bliver de mødt med nysgerrighed og åbenhed. Men for mange traumatiserede familier kan det se anderledes ud. For disse familier kan julen, juleferien og alt, hvad der følger med, være et mareridt.

En af vores patienter fortæller, at nabolagets blinkede lyskæder og fyrværkeriet nytårsaften bringer ham tilbage til mindet om skudsalver under den syriske krigs begyndelse. En indre film fra krigen bliver repeteret, hvor død, ødelæggelse og kaos genspiller sig i flashbacks. Kroppen bliver anspændt, og sindet er på vagt. Flere gange i løbet af natten bliver han vækket af sine mareridt, badet i sved, og om dagen er han irritabel.

Da sønnen en morgen i december minder sin far om, at det er drengens tur til at have pebernødder med til morgensamling i klassen, fortæller faren, at ”filmen knækker”.

»Jeg ville ikke have min søn skulle vide, at jeg havde det skidt, så jeg fortalte ham, at vi ikke fejrede julen eller deltager i danske traditioner (…) Jeg skældte ham ud, fordi han bad mig om pebernødder«, fortæller han.

Farens indrømmelse følges af skam, fortrydelse og stor vrede, for han ved godt, at det ikke har noget med pebernødder eller andre juletraditioner at gøre. Det handler om den verden, han har oplevet i Syrien, som har vist sig fra sin grimmeste side.

Men sønnen må gå i skole uden pebernødder og dermed uden mulighed for at deltage i klassens fællesskab. Og når læreren spørger, hvor pebernødderne er, reagerer drengen, som han har lært. Med vrede, skam og en forstærket følelse af ikke at høre til.

Det er kun et enkelt eksempel på, hvordan traumer kan påvirke en familie, og hvordan de voksnes reaktioner smitter af på børnene. Men det er desværre ikke unikt. Og mange beskriver juletiden som særlig vanskelig.

Så hvad kan læreren gøre for at hjælpe?

SKAB FORUDSIGELIGHED FOR BARNET:

Børn i familier med traumer har ekstra behov for struktur, forudsigelighed og en følelse af samhørighed og tryghed i klassen. Aktiviteter i julemåneden og juleferien udfordrer denne struktur, men forsøg alligevel at fastholde en vis forudsigelighed. Forbered barnet på eventuelle ændringer i skemaet eller ændringer i dine forventninger i god tid, så barnet har mulighed for at vænne sig til det.

TAL MED FORÆLDRENE:

Julen er en tid, hvor de fleste af os har lyst til at være glade, vise overskud og generøsitet. Men hos mange traumeramte går overskuddet til at være på vagt, og det kan derfor være svært at gengælde krav fra omgivelser om overskud og glæde. Inddrag derfor forældrene før eventuelle klassearrangementer, så de har mulighed for at tilpasse deres bidrag i overensstemmelse med ressourcer. Spørg forældrene, om de har mulighed for, at deres barn kan tage pebernødder med eller om de kan deltage i en hemmelig nisseordning, inden barnet bliver stillet det krav, og skal formidle det videre til forældrene.

TÆNK I ALTERNATIVER:

Mange familier med flygtningebaggrund er på integrationsydelse, hvilket efterlader meget lidt eller ingen midler til juleudgifter. Det påvirker både forældrene, som ofte ikke har råd til basale fornødenheder som vintertøj eller mad til madpakker, men også børnene, der ikke kan deltage i de samme ting, som andre børn, hvis det koster penge. Hvis forældrene har svært ved at bidrage, hjælp dem derfor med at finde en anden løsning. Foreslå steder, hvor materialer eller andet juletilbehør kan fås billigt eller gratis. Man kan også vedtage i klassen, at eventuelle gaver skal være hjemmelavede.

GIV PLADS og LYT:

Som sagt kan pludselige og høje lyde være et mareridt for mennesker, som har oplevet krig. Så vis hensyn og tilbyd alternativer, hvis barnet ikke vil, kan eller tør deltage i forskellige arrangementer, som indeholder høje lyde. Giv barnet en pause i biblioteket med en rolig lydbog eller lad barnet sætte ord på, hvad det gennemgår. Et barn med traumatiske oplevelser har som regel brug for hjælp til at italesætte dem, og det kan aldrig være farligt at lytte.

Når alt dette er sagt, er børn naturligvis forskellige og ikke alle har de samme behov. Det her er derfor kun til inspiration for de er jer, som har brug for det.

Venlig hilsen

Helena