Jeg vil helst være fri for at give mine elever lektier for

”Giver du mange lektier for?”

Det spørgsmål får jeg næsten altid, når jeg overtager en ny klasse. Eleverne spørger ofte med en blanding af nysgerrighed og en lille smule panik – som om jeg står klar med en bunke opgaver på størrelse med en telefonbog.

Svaret er nej. Jeg giver ikke mange lektier for. Faktisk ville jeg helst være helt fri for dem. Men hvis sandheden skal frem, så slipper eleverne heller ikke helt. For nogle gange giver lektier faktisk mening.

For mig er der nemlig stor forskel på lektier. Der findes de lektier, der giver mening, og så findes der dem, hvor jeg mest sidder tilbage og tænker: “Hvem var det lige, der fik idéen til, at børn lærer bedre af at flytte skolearbejdet hjem på sofaen?”

Jeg ser grundlæggende to typer lektier: Repetition og ny læring. Repetition kan være rigtig fint. At træne noget, man allerede har arbejdet med, kan styrke læringen.

Men at sende helt nyt stof med hjem og håbe på, at eleverne selv knækker koden, er en anden sag. Det kan hurtigt give en social slagside, fordi ikke alle elever har de samme muligheder for hjælp derhjemme.

Arbejdet forsvinder ikke magisk

Rent etisk har jeg svært ved at forsvare mange lektier, når eleverne allerede har brugt 30-35 timer om ugen i skolen. På et tidspunkt må vi også acceptere, at børn har brug for et liv uden for skolen. Der skal være plads til fritidsaktiviteter, venner, familie – og ja, også bare til at ligge på sofaen og lave ingenting. Det er faktisk også en vigtig færdighed.

Derfor prøver jeg at lave en slags aftale med mine elever: Hvis I arbejder koncentreret og gør jeres arbejde i timerne, så skal I ikke sidde derhjemme og lave lektier. Men hvis man har brugt timerne på alt muligt andet end det, man skulle, så må man også forvente, at arbejdet ikke forsvinder magisk, bare fordi klokken ringer.

Jeg planlægger ugens arbejde på forhånd og deler opgaverne op i tre niveauer. Eleverne vælger selv det niveau, de mener passer til dem. Det betyder, at lektierne ikke bare bliver noget, jeg hælder ned over hovedet på dem. De er selv med til at vælge deres udfordring og tage ansvar for deres egen læring.

Selvfølgelig snakker jeg med mine elever, hvis de ikke får lavet sine ting. Men jeg tager også kontakt til forældrene. Ikke for at sende en “nu har dit barn ikke lavet lektier”-seddel hjem, men fordi samarbejdet mellem skole og hjem kræver, at alle har et realistisk billede af, hvad der foregår.

Når det er sagt, så findes der også elever, der faktisk gerne vil have lektier. Nogle vil gerne øve noget, de synes er svært. Det kan være tabeller i matematik, læsning eller noget andet, hvor træning gør en forskel. Der hjælper jeg gerne med at finde opgaver, der giver mening.

Så nej – jeg er ikke lektie-fjenden med et flag og en megafon. Men jeg tror på, at lektier skal have et formål. Hvis eleverne har arbejdet godt i skolen, skal de også have lov til at holde fri. For børn skal ikke kun lære at løse opgaver. De skal også lære at leve et liv.