Jeg har lidt knas med berettermodellen

I dansk i 8. klasse arbejder vi i øjeblikket med genren noveller. Vi tager alle punkter i en analyse helt fra scratch. Genretræk, associationer til titlen, forfatteren, går i dybden med personkarakteristik og miljø og er nu nået til komposition.

Komposition

Komposition henviser som bekendt til novellens opbygning, og den kan forklares på mange måder og med mange fagbegreber: kronologi, in medias res, flashback, enstrenget (oftes) eller parallelle handlingsforløb – og så gennem berettermodellen. Berettermodellen viser spændingsforløbet i en novelle. Eller… Det er jo ikke alle noveller, der på den måde er spændende…

Lad os tage point of no return. Forklaringen på begrebet er, at det er stedet, hvor “hovedpersonen ikke kan vende tilbage” – men det er jo sjældent så dramatisk. Det er sjældent, at vi har at gøre med en rygende pistol. Danskportalen på Gyldendal beskriver point of no return som: “hvor der er ingen vej tilbage, og konflikten er uundgåelig”.

Et eksempel

Vi har læst Kim Fupz’ “I’m bad, I’m bad”. Her vil jeg sige, at point of no return er, at jeg-fortælleren vælger at betale for nogle trøfler. Men det medfører ikke en konflikt… Faktisk overhovedet ikke. Jeg-fortæller må lyve for sin lillebror for at skabe lidt spænding. Er det så dér, da han lyver, der er point of no return? Næææh, det synes jeg ikke. Så ligger det heller ikke, hvor det “skal ligge” i følge modellen.

-Og der er en vej tilbage! Han kan bare sige: “Eeeej, jeg betalte sgu da for de trøfler…” Bonen er beviset…

I forhold til klimaks er klimaks ikke altid klimaks – eller sagt på en anden måde: klimaks er ikke altid så voldsom, som navnet på begrebet antyder. I “I’m bad, I’m bad” er det snarere et anti-klimaks. Stjålet mad smager ikke grimt. Ingen konflikt her.

Alligevel ved jeg, at til den mundtlige afgangsprøve i 9., har det været et væsentligt punkt på synopsen og ved det grønne bord. Så jeg kan ikke vælge den fra – lige her må jeg “teache to the test”. Jeg kan ikke risikere, at en censor ser det som en mangel – uanset hvor ubrugelig, jeg vurderer modellen er.

Hvad tænker I?

Hvordan mon andre har det med modellen? Benytter I altid berettermodellen ift. Noveller? Skal eleverne igennem cirkusset med side- og linienummer til afgangsprøven?