Jeg har hadet UPV’en, men nu savner jeg den

Jeg troede aldrig, at jeg i hele mit lærerliv skulle sige det højt, som jeg siger nu: Jeg savner uddannelsesparathedsvurderingen. Det er lidt pinligt at mærke en længsel efter et system, som vi alle ellers var enige om at hade. Det er bare sådan, jeg har det.

Men lad mig slå fast, at det ikke handler om, at jeg savner at stemple elever. Det handler om noget helt elementært i hverdagen i klasselokalet, i frikvarteret og i de små øjeblikke, hvor man som lærer forsøger at holde sammen på både undervisning, relationer og inventar. Nemlig om adfærd, respekt og ansvar.

Selvom UPV’en havde mangler og til tider var et hårdt værktøj rent menneskeligt, så er det værre i dag, hvor vi står uden et fælles sprog for, hvad der kræves af elevernes faglige, personlige og sociale udvikling for at kunne tage en ungdomsuddannelse.

Opførsel har konsekvenser

Lad os være ærlige: Det er blevet en udfordring at forklare, at det faktisk betyder noget, hvordan man indgår i et fællesskab. At det ikke er ligegyldigt, om man taler ordentligt til sine lærere. At det ikke er en menneskeret at kalde sine klassekammerater hvad som helst, så længe man “bare joker”.

Eller hvordan man behandler skolens inventar for den sags skyld. Tag bare Chromebooks og andre udleverede computere, der hver dag må udholde mere, end noget stykke elektronik burde.

Jeg har set taster, der pludselig mangler. Skærme, der pludselig knækker. Opladere, der er væk på mystisk vis. Og når jeg spørger, hvad der er sket, får jeg et skuldertræk, og et “den var sådan, da jeg fik den”.

Det er her, jeg savner UPV’en. Ikke fordi den kunne reparere en skærm eller lime et bordben sammen. Men fordi den gav os en form for legitimitet til at snakke med elever og forældre om, at handlinger og opførsel har konsekvenser.

Den var anledning til at tale om ansvarlighed som en del af det at være klar til at kunne tage en ungdomsuddannelse. At man altså ikke kan være klar til at tage ungdomsuddannelse, når man smadrer ting, taler grimt eller melde sig ud af alt, der kræver en personlig indsats.

Efter UPV’en blev dømt ude, forsvandt også en vigtig mulighed for at sige tingene ligeud uden at blive mødt af forældrekommentarer a la “synes du ikke, du er lidt hård ved ham?” eller “Hun er jo bare teenager.” Ja, vi arbejder med teenagere, men de er også mennesker, der skal lære, at uddannelsesparathed ikke kun handler om karakterer.

De skal vide, at det også har en personlig og social side. Og det handler om at kunne samarbejde. Om at kunne lytte. Om at vente på tur. Om at kunne sige undskyld. Om at kunne lade være med at sparke til en stol, fordi man er sur over en aflevering. Det handler om at være en del af noget større end sig selv. Ja, det handler om at være et ordentligt menneske.

Så kære skolepolitikere: Hvis I en dag får lyst til at genindføre et redskab, der faktisk gjorde en forskel i hverdagen på skolerne, og som gav autoritet til lærerne, så kig lige igen på uddannelsesparathedsvurderingen.

Jeg lover ikke, at jeg vil elske den, men jeg lover at bruge den til tydeligt at fortælle mine elever, hvad vi som samfund forventer af dem, efter de står med afgangsbeviset i hånden. Og jeg lover, at skolens inventar og Chromebooks vil takke jer.