Jeg er vemodig

Jeg har på det sidste været tom. Tom for idéer. Tom for holdninger. Ligeså med min undervisning. - i mine øjne er den tom.

Begge tilfælde er fordi mit hjerte er vemodigt.

Jeg er vemodig over, at en ny konflikt truer.

Jeg er vemodig over, at tiden forsvinder imellem mine hænder.

Jeg er vemodig over den hårde tone i debatten.

Jeg er vemodig over, at debatten stjæler min gnist. Stjæler min glæde ved mit arbejde.

Jeg er vemodig over, ikke at føle mig værdsat af de folkevalgte politikere.

Jeg er vemodig over, at hele faggrupper bliver set ned på.

Det svært at skrive blogindlæg om den gode undervisning, jeg laver hver dag.

Når der gang på gang bliver sået tvivl om mit og mine kollegers arbejde.

Så godt, at jeg er begyndt at tvivle på mit eget værd.

Er det det værd?