Jeg er en lortelærer

Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet efter flere måneder med onlineundervisning. Men jeg var i hvert fald ikke forberedt på den kæmpemæssige pædagogiske opgave, der lå foran mig, da jeg igen kunne byde 8. klasse velkommen tilbage i skole på normal vis torsdag d. 6. maj. De første par dage var et rent Ragnarok, og jeg følte mig magtesløs i opgaven som lærer. Jeg råbte. Jeg skældte ud. Og lige lidt hjalp det.

Alt andet end læringsparat

Selvfølgelig hjalp det ikke at råbe. Jo, kortvarigt. For de tav stille, imens skældsordene haglede ned over dem. Jeg tror endda, jeg kom til at råbe, at de skulle lukke deres f… fede kæft. Oh yes! Hvilket forbillede jeg er, når det kommer til at tale pænt og respektfuldt til hinanden. Suk. Heldigvis tog de det pænt, som de ofte gør, men problemet var jo ikke løst, for de kære teenagere var alt andet end læringsparate.

Jeg er hønen uden hoved

Jeg kan ikke huske, at jeg har haft én eneste dag efter genåbningen, hvor jeg har tænkt, at ”i dag har været en rigtig god dag”. Jeg har bare rendt rundt som en høne uden hoved og aldrig rigtig vidst, hvor jeg skulle starte. Tilsyn her, tilsyn dér. Brandslukning. Tælle til ti. Ring til forælder. Igen og igen. Jeg har lavet øvelsen med at sænke ambitionerne mange gange, og alligevel føler jeg mig som en lortelærer.

Vi skal finde hinanden igen

Så her er jeg nu. Og det er okay. Man må gerne være en lortelærer. For når man fuldstændigt udmattet står og rører i bolognesen om aftenen og tænker, at det nok bliver bedre i morgen, så er man trods alt optimistisk. Og jeg ved, at der kommer masser af gode dage. Vi skal lige lande i den fysiske hverdag igen, og vi skal finde hinanden på ny, mine elever og jeg, og det tager tid. Om lidt står den på længe ventet lejrskole, og det skal nok gøre godt. Lortelæreren glæder sig.