Inklusionen i praksis

Tror man virkelig, at børnene blot tilfældigt, for eksempel ved simpel lodtrækning, er sendt til specialundervisning? Det beviser blot én ting, nemlig at politikerne ikke aner, hvad de har med at gøre. Det er min barmhjertige konklusion. Jeg vil ikke nævne konklusionen, hvis de ved, hvad de gør. Så er der kun én forklaring, nemlig mammon, og det spiller jo ifølge de fleste politikere ingen rolle her. Læg i øvrigt vel mærke til, at ingen pædagogisk uddannede har opladt røsten. Det var ellers netop dem, som skulle have noget begreb om, hvad det hele drejer sig om. Man kan her meget nemt få alle forældrevælgere med. De er ikke særlig stolte af, at deres lille Peter/Petrea er i den gruppe, som er blevet udskilt, det være sig af indlæringsmæssige eller sociale årsager. Hvordan kan man for alvor tro, at han/hun pludselig på forunderlig vis skulle begynde at fungere perfekt blandt alle de andre? Det er nærmest injurierende mod lærerstanden. Men det er jo betingelsen, når man befinder sig i første række og ikke kan gemme sig i et eller andet udvalg eller i en politisk stilling. Der kan man som regel klare sig med en »holdning«. De fleste har jo den holdning, at det er ganske overflødigt med alle de kostbare specialtilbud. Lærerne skal blot »tage sig alvorligt sammen«.

Desværre er det ikke helt sådan i praksis. Også selv om det ville være bekvemt, navnlig for dem, der bestemmer. Alle med magt må desværre sande, at der er endog meget stor forskel på teori og praksis.