Indoktrineringens bekæmper er død

Samfundsdebattør, folkeskolelærer, efterskoleforstander, embedsmand, præst, forfatter og radikal politiker Asger Baunsbak-Jensen døde den 8.juli. Han blev 94 år. Mange venner og politikere har skrevet hædrende mindeord, og medier har bragt nekrologer. Men stort set alle har glemt eller undladt at fortælle om det, der fra den ene dag til den anden gjorde ham kendt af alle.

Den forbitrede debat

Baunsbak, som han blev kaldt, da han fra 1968 til 1981 havde sin daglige gang i Undervisningsministeriet, var skarp i både tale, skrift og handling, men jeg har ikke læst en eneste omtale af den forbitrede indoktrineringsdebat, som han chokstartede i efteråret 1974. Kristeligt Dagblad kom nærmest. I avisens nekrolog fortæller journalist Morten Mikkelsen, at Baunsbak dengang ”ufrivilligt” fik ”igangsat en af årtiets vigtigste skoledebatter”, da han i et interview i Berlingske efterlyste ”en grundig undervisning i kristendomskundskab og historie som værn mod en ekstrem marxistisk eller fanatisk religiøs påvirkning af børnene.”

Det er rigtigt. Næsten.

Men med sin vinkling af interviewet sørgede Berlingske for, at Baunsbaks advarsel mod ”fanatisk religiøs påvirkning” med det samme forsvandt ud af debatten.

”Undervisningsdirektør advarer mod marxistisk indoktrinering” stod der blot med kæmpetyper på forsiden. Og så rullede lavinen. Undervisningsminister Tove Nielsen gav uforbeholden støtte til kampen mod marxisterne, og DLF-formand Jørgen Jensen var ”ganske enig” med Baunsbak i, at der ikke måtte foregå ”politisering i marxistisk retning” i folkeskolen.

Han tilføjede, at Lærerforeningen ikke kendte til konkrete klager, men det var der ikke brug for, sagde Baunsbak - konkrete eksempler ville ”afspore debatten”. Og Folkeskolens daværende redaktør sørgede - uden eksempler - for at holde den i gang, da han i bladets leder kaldte det ”naivt at lukke øjnene for,” at der foregik en ”energisk menings- og holdningsbearbejdelse”, der sigtede mod ”at gøre skolen til en ideologisk kamp med børnene som brikker i magtspillet.”

Nu er helvede løs

Da centrumdemokraten Erhard Jakobsen senere fulgte op med pseudokonkrete anklager, skete der det mærkelige, at Baunsbak holdt mund! Angrebene var helt ude af proportioner, fortalte han mig dengang over en frokost ved hans faste bord på Kanal-Cafeen i København.

I næsten 30 år sagde Baunsbak derefter intet i offentligheden om den såkaldte indoktrinering. Indtil engang i 2003. Vi sad nu i hans ”hule” i præsteboligen i Farum.

”I modsætning til tidligere må du gerne referere vores samtale over for Folkeskolens læsere,” sagde han. ”Men du behøver ikke at spørge til indoktrineringssagen for min skyld,” tilføjede han.

Det gjorde jeg så. Og fik udførlige svar. Baunsbak havde følt sig værgeløs over for Berlingskes forside i 1974, og over at han ”i et øjebliks uopmærksomhed i et avisinterview” kom til at opleve, at hans ”politiske indlevelse ikke var stærk nok.” Det havde kostet ham mareridt, at han ”kom til at bruge ordet indoktrinering på en måde, at det kunne misbruges.” Og da det i debatten hurtigt lød, at lærere ikke måtte have holdninger eller meninger, vidste han, at klokken ringede hos Erhard Jakobsen og andre.

Baunsbaks anklager i 2014 om en ny og farligere indoktrinering er heller ikke blevet nævnt i de nekrologer og mindeord, jeg har læst.

”1970’erne lader sig ikke forstå af jer, der er unge i dag,” sagde han fra talerstolen i november 2014 ved udgivelsen af fembindsværket Dansk Skolehistorie. Og han blev ikke ved fortiden, men svingede den verbale pisk over det, der var sket med lockouten af lærerne i 2013 og hastelovgivningen om en skolereform uden folkelig debat.

”Vi lever nu med det anonyme teknokratis elite i Finansministeriet, Indenrigsministeriet, og vi har at gøre med en endnu farligere indoktrinering”, advarede han og talte om en anonym og snigende indoktrinering i form af krav om målbare resultater, der skal kvalificere til konkurrencestaten.

”Lærerne indoktrinerer ikke, de bliver selv indoktrineret ad anonyme veje og hemmelige kanaler.” Medierne har hyldet den flittige forfatter Asger Baunsbak-Jensen. Det er velfortjent. Men den demokratiske krigers helt store kampe nævner de ikke.