Ind under gulvtæppet med kritikken

At dømme ud fra Folkeskolens dækning af Pisa-høringen på Christiansborg i nummer 38 er Pisa-undersøgelsen ikke det papir værd, den er skrevet på. Og det er da også meget lettere bare at feje kritikken ind under gulvtæppet end at forholde sig til den.

Blandt andet skriver journalisten, at Pisa-testen tester elevernes evne til at tage en test, og man burde hellere udarbejde en test, der ikke tester elevernes evne til at blive testet. Er der andre end mig, der er forvirret?

Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvordan man kan udarbejde en test, der ikke tester, om man er god til at tage en test, for forudsætningen for Nina Bonderups mærkværdige synspunkt, som journalisten refererer, er, at man skal kunne indrette en test så snedig, at den slet ikke minder om en test, så de elever fra andre lande, der er vant til at blive testet, ikke opdager, at det er en test, og derfor ikke kan gøre brug af deres evner til at blive testet. Det er og bliver altså en omgang forvrøvlet volapyk, som man ikke kan bruge til noget som helst.

Pisa-undersøgelsen kritiseres også for at mangle videnskabelighed. For at være ærlig, der fremstilles meget juks under overskriften videnskab og meget fornuft, der ikke er videnskabelig. Så bare fordi Pisa ikke imødekommer videnskabeligheds-præmisser, gør det den ikke ubrugelig.

Pisa har haft den gavnlige effekt, at der nu bliver indført obligatoriske nationale test, at formålsparagraffen bliver skrevet om, og at der er overvejelser om at gøre flere fag til prøvefag. Hvis Pisa ikke havde åbnet i særdeleshed politikerne på venstrefløjens øjne for, at skolen var ved at køre af sporet, så var det ikke sket. På den måde har Pisa hjulpet med til, at fremtidens skoleelever ikke skal lide slet så meget under det store faglige underskud, som skolen har haft.