Imødekommenhed betaler sig

Igen hører vi om skoler, der med succes arbejder med de konfliktsøgende og urolige elever ved hjælp af værdsættende AKT-lærere (adfærd, kontakt, trivsel). Igen hører vi om kollegahjælp og positiv anerkendelse. Igen hører vi om en klasselærer, der indser, at når hun bare siger godmorgen på en positiv måde og får øje på eleverne, som de virkelig er, da vendes stemningen i klassen fra uro, fjendskab og konflikter til glad arbejdsro.

Og vi hører, at dette opleves som ren magi. Hvorfor?

Mit bud er, at der i rummelighedens tidsalder er kommet et paradigme ind over os, hvori mennesket er at betragte og behandle som: Et bio-psyko-socialt væsen.

Biologisk fordi hjernen har evnen til at danne tilstandsafhængige, mentale repræsentationer/skemaer af alt, hvad der sanses også ubevidst: Struktur, stemning, orden, æstetik, respekt.

Skemaerne, skabt af emotion og kognition, aktiveres af den samme tilstand, som herskede, da de i sin tid blev dannet. Vi siger, at »kroppen husker«.

Psykologisk fordi den enkelte danner sig sine egne mentale skemaer gennem sin tilværelse.

Socialt fordi disse skemaer skal føre til menneskets læring/ udvikling ved at blive givet udtryk for, reageret på og udviklet i samvær med andre.

Oplever eleverne, at en positiv »her er rart, og jeg må gerne være her-stemning« hersker, husker deres krop ubevidst, hvordan den allertidligste læring/udvikling fandt sted. For de flestes vedkommende heldigvis sammen med en rar, ansvarlig voksen.

Kroppen falder til ro, og nye repræsentationer kan dannes.

Kendt fra terapi, sundhedspsykologi og alternative metoder nu også i den rummelige skole: Positiv imødekommenhed. Videnskabeligt og nødvendigt ved læring og udvikling.