I skoven sku’ vær’ skole.

Det er et tankevækkende perspektiv, at de fleste mellemtrins- og udskolingsklasser aldrig har før og forhåbentlig heller siden, har være adskilt så længe fra hinanden, som de har været med denne omgang skolenedlukninger. Er man udskolingslærer, ved man, at netop andet semester af ottende klasse typisk er et tidspunkt, hvor mange elever gradvist forandrer sig fra børn til unge mennesker. Et aspekt, der gør det evigt fascinerende at være udskolingslærer: Man overtager børn og slipper unge mennesker. Det er en daglig drivkraft i sig selv.

Dette fik mig også til at forberede mig på, at jeg muligvis kunne møde en klasse, der på nogle punkter kunne fremstå forandret, siden jeg så dem sidst i november. Jeg var nede med covid-19, og nåede ikke tilbage, inden skolen lukkede ned.

Klassen var sat i stævne kl. 8:30 i Dyrehaven, og der gik ikke mange minutter, før de første nerver havde lagt sig. Eleverne var åbenlyst glade for at se hinanden og os to lærere, der bevæbnet med tankkaffe, varmt tøj og kæmpesmil tog imod eleverne, efterhånden, som de mødte op. Typisk med hænderne i lommerne og en smule afventende attitude, der dog hurtigt forsvandt sammen med regnvejrskyerne.

To meter fri

Indledningsvist viste vi eleverne, hvordan de skulle agere med to meters afstand, og her blev det så ret tydeligt, at to meter åbenbart er en relativ størrelse, der kan være rigtig mange forskellige opfattelser af blandt ottendeklasser. Selv på en bred skovsti er der pudsigt nok en udpræget lyst til at gå sammen, når man ikke har set hinanden hele vinteren. Vi gjorde faktisk noget ud af det med afstanden i de aktiviteter, som vi havde indlagt i løbet af dagen. Herunder sækkevædeløb med afstand og ståtrold med albuebefrier.

Vi havde vejret med os og havde en fantastisk dag. Foråret viste sig fra sin bedste side i Dyrehaven. Med en god dag i bagagen er det dog også tid til eftertanke, for dette var en trivselsdag med stor vægt på trivsel, hvilket også var hårdt tiltrængt. Klassen klarer sig fint igennem online- undervisning, men savnet af samvær er stort. Jeg gør mig ikke forhåbninger om det store faglige udbytte, og set i det lys, håber jeg ikke, man for alvor fra politisk hånd tænker, at endagsudeskolescenariet kan køre ret lang tid. Slet ikke for niendeklasserne, der efter påskeferien har en måned til de skriftlige eksaminer, og for vores vedkommende er der også lige en projektopgave, der en passant skal nås.

I næste uge skal vi ud igen, og jeg glæder mig, men dette er en opstart, og snart skal vi videre.

Hermed ønskes gode trivselsdage derude.