Hvorfor skal vi overhovedet have en skole?

Det enkle svar på, hvorfor vi overhovedet skal gå i skole i, er vel: For så kan vi voksne komme på arbejde, og imens kan børnene blive opdraget og få viden og kundskaber, så de også på et tidspunkt kan komme på arbejde.

Og så behøvede vi jo sådan set ikke at tale mere om den sag, men ´bare´ gøre det, vi nu engang er sat til: Passe vores arbejde og se til, at børnene passer deres skolegang.

Hvilket arbejde? Hvilken opdragelse?

Men nu starter så de mere komplicerede spørgsmål om, hvad det så egentlig er, vi går og laver på arbejdet? Og om, hvad det så egentlig er for en opdragelse, vi ønsker at give børnene? Disse spørgsmål vil jeg belyse ved at inddrage to fyrtårne i skoledebatten, Niels Christie og Gert Biesta.

Niels Christie Hvis skolen ikke fantes

Sociologen Niels Christies bog Hvis skolen ikke fantes udkom i 1971 og var en skarp kritik af skolen som et sted, hvor fagene stod øverst i hierakiet – og værdierne og selve livet nederst i hierakiet. Jeg vil i et senere blogindlæg omtale bogen lidt mere, fordi den virkelig har meget at sige, stadigvæk. Den er i øvrigt nu også oversat til engelsk, hvilket viser, at den har international betydning. Der er også netop udkommet en norsk bog, der fra forskellige vinkler fortæller, hvorfor bogen fra 50 år siden stadig har noget vigtigt at bidrage med. Denne bog hedder Skolens mening, og den kommer jeg også nærmere ind på i et senere blogindlæg.

I skolen skal man først og fremmest være – ikke lære

Niels Christies helt afgørende kritik af skolen dengang i 1971, og denne kritik er altså stadig gældende nu i 2022, er, at man ophæver livet. Man sætter simpelthen i stedet for selve livet nogle systemer og nogle konstruerede idéer ind i skolehverdagen. Man sætter derved på en måde børn i fængsel og tvinger dem væk fra det at være til som menneske på Jorden, i livet. Men her er Niels Christies svar, at i skolen skal man først og fremmest være – ikke lære.

Gert Biestas Verdensvendt undervisning

Det er faktisk nøjagtig den samme slags kritik, som den nulevende hollandske uddannelsestænker Gert Biesta har fremsat i årevis, og som han nu endnu skarpere i sin seneste bog Verdensvendt undervsining (udkommer 5/10 2022) siger det: Tvang har ikke noget at gøre i skolen. Man skal ikke se børn som nogle ting, man kan forme og danne med fag og kvalifikationer. Gert Biesta opfordrer, ligesom Niels Christie, til at vende rundt på hierakiet og få selve livet, værdierne og kunsten øverst – og så sætte fagene med kundskaber og kompetencer nederst.

Skolen er det sted, hvor man skal finde frihed til at møde sig selv og andre

Hej du dér! Hvor er du? Prøv at se dér! Der er noget, jeg gerne vil vise dig! Hvad siger du til det? Sådan er de grundlæggende pædagogiske spørgsmål til børnene, ifølge Gert Biesta. Hvis man altså vil se skolen som et sted, hvor børnenes biografier er i spil, så de hver især og sammen kan komme til stede og finde sig selv i samspil med andre, som jo er forskellige fra én selv. Samtidig skal børnene ´mødes og konfronteres med verden´ og via kunsten få mulighed for at ´verden åbner sig´ for dem. Jeg vil i et senere blogindlæg fortælle mere om Gert Biestas pædagogiske tænkning, som bygger på undervisning og pædagogik som noget konkret – i vekselvirkning med eftertanke.