Fornemmelsen begynder allerede, når vi kommer tilbage efter efterårsferien. Den første 1/4 af skoleåret er næsten gået, og man får den første følelse af at skulle stramme ballerne for at kunne nå sin årsplan.
Det er som regel nu, jeg justerer det forløb, jeg er i gang med. Fjerner et afsnit her og en kilde der, så vi kan indhente det, der skulle være nået inden uge 42.
På teammøderne bliver der erindret om, at karakterne snart skal gives og planen for, hvem der skal have klasserne til fagdage i samtaleugerne repeteres. Og det er her, jeg for alvor begynder at mærke sveden bryde frem.
For hvordan er det allerede blevet nu?
Tankemylderet sættes på papir. Jeg skal nå en fremlæggelse i alle fire 8. klasser og også en fagordsaflevering. For hvordan skal jeg ellers kunne give en retfærdig karakter efter ca. 9 timers undervisning?
Jeg skal også nå at have 2 minutters samtaler med eleverne i 9. Hvad forventer de, de får i standpunkt? Hvordan synes de selv, det går i faget? Er de begyndt at overveje, hvem de gerne vil arbejde sammen med til sommer?
Fagdage
Der skal også ses på fagdagene. Hvor langt er jeg i pensum? Hvad vil give bedst mening at bruge de halve og hele dage på? Og kan jeg tage to klasser på en gang en hel dag, fordi vi er udfordret på bemandingen den uge?
Alle opgaverne skal også lige rettes inden karaktergivning…..
Og så skal jeg ikke engang klage. Mine kolleger har alt ovenstående og så skal de lige forberede og afvikle samtaler oveni.
Der er altid nok at se til i lærerlivet. Men november tager altså prisen.
Hvorfor skal vi have så travlt i november?
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.