Hvis vi vil have flere børn til at tage cyklen til skole, er løsningen enkel

På Kragelundskolen i Aarhus er vi i gang med en toårig forsøgsordning med en såkaldt "hjertezone".  Det indebærer, at vi har fået forbud mod biltrafik på flere veje rundt om skolen fra kl. 7.30-8.15. Nogle veje er også blevet ensrettet eller har fået standsnings- og parkeringsforbud. Målet er at gøre det mere trygt og sikkert for skolebørn at gå eller cykle i skole i stedet for at blive kørt.

Nok er vi den første skole i Aarhus, der afprøver tiltaget, men vi er en del af en international trend. Ude i verden er de blandt andet blevet kaldt ”school streets”. I København taler de om ”tryghedszoner”, mens vi i Aarhus kalder det en ”hjertezone” efter norsk forbillede. I Odense Kommune brugte de i starten udtrykket ”bilfrie zoner”, men siger nu ”fodgænger- og cykelzoner”.

Kært barn har mange navne, men de dækker alle et område rundt om en skole, hvor man på den ene eller anden måde har begrænset biltrafikken.

Og det virker rent faktisk. På vores skole fortæller de fleste forældre om øget tryghed, og vi har da også været nødt til at etablere flere p-pladser til cykler.

To tredjedele bliver kørt i skole

To undersøgelser – en fra Trafik i Børnehøjde og en fra et speciale af Frida Falkensten Andersen fra Aalborg Universitet – bakker vores oplevelse op. Deres tal er lidt forskellige, men pointen i begge undersøgelser, at færre elever bliver kørt i skole, når vi laver tiltag som vores.

Danske forældre vil gerne have selvtransporterende børn. Det siger 88 procent. Og der er et potentiale for at få det til at ske. I gennemsnit bor danske skolebørn cirka 1,5 kilometer fra deres skole. Alligevel er der det seneste årti blevet markant færre danske børn, der cykler i hverdagen. To tredjedele af danske børn bliver kørt i skole. Måske fordi et stigende antal danske familier har to biler?

Når man spørger forældrene, hvorfor de kører deres børn, svarer 26 procent, at det skyldes en farlig og utryg skolevej. En del forældre kører altså deres børn, fordi mange andre forældre gør det.

Disse data har jeg fået indsigt i, fordi Frida Falkensten Andersen har givet os på Kragelundskolen lov til at læse med i sit speciale. Hun har nemlig blandt andet undersøgt tiltaget ved vores skole.

En del familier har fortsat brug for at komme i bil, men idéen er, at de afleverer før kl. 7.30, eller at de sætter børnene af i udkanten af området, og så må eleverne gå det sidste stykke og trække frisk morgenluft imens. Lærerne og børn med særlige behov kan få en tilladelse til at køre ind.

Find ét nemt navn

Men alt er ikke perfekt. Et fåtal af bilister kører ind trods forbud. Her rykker politiet ud og prøver at gøre noget ved det. Der kan også være trængsel i randen af området, og der er kommet nye udfordringer med mange ladcykler i skolegården. Men grundlæggende giver tiltaget god mening, og så må vi se på udfordringerne undervejs.

Der opstår også navneforvirring, når kommunerne kalder zonerne noget forskelligt. Nogle tror, at ”hjertezone” har noget med hjertestartere at gøre, afdækker Frida Falkensten Andersen i sit speciale. Måske er københavnernes ”tryghedszone” eller det internationale ”skolegade” nemmere at afkode? Selv foreslår hun også ordet ”skolezone”.

Min appel er, at kommunerne går sammen om at finde ét let forståeligt ord. For selve konceptet har potentiale, så jeg håber, at vi i de kommende år vil se mange flere skoleveje, hvor de bløde trafikanter får førsteret. Sådan kan vi få mange flere elever væk fra bagsæderne og op på cyklerne eller på benene.