Hvad vil du leve for?

På årets BogForum hørte jeg professor og rektor Lene Tanggaard fortælle om betydningen af det arbejde, som udføres i det daglige af dem, der ikke bliver bedt om at stille sig op på talerstole og udøse guldkorn over andre. Det er hverdagens medarbejdere, som med indsigt, kunnen og forbedringsblikke er de egentligt kreative og vedligeholdende i arbejdslivet. "Jeg kunne ikke stå her, hvis det ikke var for dem," sagde den indsigtsfulde rektor og professor.

Måske er substansen i hendes perspektiv en af grundene til, at jeg ugentligt finder stor glæde i at læse portrætter af nyligt afdøde, helt almindelige mennesker. Sådanne portrætter bliver således bragt i Informations tillæg om lørdagen.

I lørdags blev afdøde landpost Christian Olav Pedersen portrætteret. "Hesbjergruten blev hans vej i livet," lød overskriften til fortællingen om en menneske, der var stolt af sit arbejde og satte en ære i at det blev udført til postmodtagernes tilfredshed; også når det betød at give en hjælpende hånd med indkøb og en god samtale.

Arbejdet ændredes, da det, der skulle uddeles, fik en anden karakter. Brevene og postkortene blev erstattet af reklamer. "Han var post og ikke reklamebud." Værre blev det, da der blev indført obligatoriske tidsregistreringer og overvågning af, hvor på ruten man var. Den frihed, han havde sat så højt, forsvandt.

Nu vil nogle sige, at de ændringer, han oplevede, var nødvendige. Men ærlig talt: har den højt besungne konkurrence givet os et højere serviceniveau fra Post Nord og konkurrenters side?

Der er for mig ganske meget genkendeligt i portrættet af Christian Olav Pedersen. Og sammenholdt med de kloge ord fra Lene Tanggaard er det vel på sin plads at spørge, om NPM-folket og deres ligesindede har bidraget til en udvikling, der har beriget os alle, eller blot en discountmodel, der alene har beriget de få – uden gehør for dem, der arbejder.

Så spørgsmålet, vi må stille os, er: Hvad vil du leve for? Hvad vil du være stolt af? Hvad vil du huskes for?