Hvad skal DLF kræve ved overenskomstforhandlingerne?

En mørk aften: En mand går rundt og rundt under en tændt gadelampe, foroverbøjet og med blikket stift rettet mod jorden.

’Hvad leder du efter?’, spørger en forbipasserende. ’Mine nøgler’. ’Jamen er du sikker på, det var her du tabte dem?’. ’Næ, men det er her, der er lys’, svarer han.

Historien rinder mig i hu, når jeg hører om hovedstyrelsens forslag til kongressen om kravopstilling til de forestående overenskomstforhandlinger. I undersøgelse efter undersøgelse har de menige lærere givet udtryk for, at det, de først og fremmest ønsker at få gjort noget ved, er deres arbejdsvilkår.

For mindre end et år siden offentliggjorde Folkeskolen resultatet af en undersøgelse, hvor det såkaldte lærerpanel havde prioriteret de vigtigste skolepolitiske emner op til kommunalvalget i november. De første seks ønsker på listen handlede alle sammen om forskellige aspekter af lærernes arbejdsvilkår: Kortere skoledage, tolærerordninger, forberedelsestid, penge til inklusion, lavere klassekvotient, færre administrative opgaver – i nævnte rækkefølge.

På syvendepladsen kom ønsket om højere løn, og efteruddannelse var slet ikke kommet med på respondenternes ønskeseddel.

Ikke desto mindre melder hovedstyrelsen nu, at man agter at foreslå kongressen, at de to centrale krav til Ok 24 bliver løn og efteruddannelse. Ikke fordi man ikke er på det rene med, at det ikke er det, medlemmerne ønsker, men fordi man vurderer, at man ikke kan komme nogen vegne med krav på arbejdsvilkårene.

At tage kampen om arbejdsvilkår op ved Ok 24 svarer til at lede efter de tabte nøgler ude i mørket. Så hellere lede under gadelampen, dvs. stille nogle krav, som medlemmerne ikke har bedt om, men som arbejdsgiverne gerne vil tale om.

Hovedstyrelsens vurdering går på, at spørgsmål om arbejdsvilkår ikke længere er et overenskomstanliggende. Men dengang lærernes arbejdsvilkår blev hældt ned ad brættet i 2013, skete det netop i forbindelse med en overenskomst, der ganske vist intet havde med en overenskomst at gøre i ordets egentlige betydning, idet der var tale om et lovindgreb, hvorved arbejdsgiverne simpelthen fjernede lærernes aftaleret på området.

Kunne man dengang bruge en overenskomst til at fjerne lærernes aftaleret, kan man selvfølgelig også bruge en overenskomst til at genoprette den. Hvis man vil.

Men det vil man ikke, og det tager hovedstyrelsen i realiteten til efterretning i sit forslag til kravopstilling.

Det ville måske være til at leve med, hvis DLF i det mindste åbent vedgik overfor medlemmerne, at det er sådan, det forholder sig. Uanset ’Sammen om Skolen’ og forsoningen med KL: Folkeskolen lever fortsat under den gadelampe, der hedder ånden fra Lov 409, og der finder man selv sagt ikke den nøgle, man tabte ude i mørket for ti år siden.