Hvad griner I af?

Der er virkelig god stemning på mange lærerværelser, og jeg er efterhånden nået frem til, at lærere er gladere, eller i hvert fald mere grinende, end gennemsnittet af befolkningen. I min første konsulenttid var jeg usikker, når jeg sad med mine stanniolindpakkede leverpostejsmadder (hvorfor skal lærere aldrig have kantiner?), fordi jeg troede, det var mig, de morede sig over eller grinede af. Men det var det ikke. De inviterede mig bare ikke med i deres indforståede universer, fordi jeg var konsulenten - den midlertidige figur - og måske ikke engang en af ”de gode”.

Når jeg tænker tilbage på min egen lærertid, husker jeg også lærerværelserne som noget af det bedste. Et sted man læssede af, og hvor det var okay at bande og svovle og lave sjov og være galgenhumoristisk og indforstået. Da jeg første gang satte mig ved en kantine i det akademiske miljø var det mere ”Hvordan går det med børnene?” og ”Har du hørt om EVA’s nye rapport om unges trivsel”-agtigt.

Lærerværelser er noget andet. Lærerværelser er temperaturmålere. Hvis der er meget larm på et lærerværelse, er det som regel en god skole, og min fornemmelse er, at det larmer rigtig mange steder. Jeg tror, det handler om, at lærere er blevet presset i mange år og derfor har været nødt til at skabe indre sammenhold for at finde mening i det hele: ”Det kan godt være, I presser skolereformer og heldagsskoler og styringsteknologier ned i halsen på os, men I kan ikke tage vores gode humør fra os, og på lærerværelset gør vi, som det passer os."

Jeg har været på rigtig mange skoler de sidste fire år, og jeg har kun en enkelt gang oplevet, at der var virkelig dårlig stemning på et lærerværelse. Men de havde også lige gennemgået fire timers klippeklistredag, hvor brandalarmen gik klokken 10:42 - netop som alle bedsteforældrene havde sat sig for at spise æbleskiver. Ellers har der været god stemning de fleste steder, og jeg har tit studset over, at der slet ikke var nogen sammenhæng mellem stemningen blandt lærerne og så det ry, skolen havde. Jeg var eksempelvis på en skole på et tidspunkt, hvor alle havde fortalt dårlige ting, hvor der havde været en masse ledelsesskift, og hvor lærerne det sidste halve år nærmest havde ledet sig selv. Og der var en fantastisk stemning blandt lærerne. Jeg kan ikke huske at have oplevet andre skoler, hvor det kollegiale fællesskab var så stærkt som her, både når det handlede om at tage sig af hinanden, men også når det drejede sig om kageordning, fredagsbar og generel frikvartersstemning (og min pointe her er ikke, at glæden kommer ind, når ledelsen går ud).

Jeg ved ikke, hvad det er med lærere, der får dem til at larme og grine mere end andre faggrupper. Er det, fordi de er udprægede humanister og sammen med mange glade børn? Er det, fordi de er en del af offentlig ansat gruppe, hvor man føler sig omringet af fjender og derfor holder sammen på en særlig måde? Handler det om, at det er en særlig type mennesker, der bliver lærere?

Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at stort set hver gang, jeg har haft en hel dag ude på en skole, er jeg gået glad hjem og har tænkt over, at jeg savner at være en del af et rigtigt lærerværelse.